I Rotary kan du virkelig gøre en forskel
Give Rotary Klub åbner op for flere, der gerne vil med til at skabe en positiv udvikling lokalt og internationalt
”Rotary? Er det ikke en lukket loge med hemmelige ritualer? Og er det ikke bare for virksomhedsejere, der kun hjælper sig selv og hinanden?”
Det er der mange, der tror. Men det bliver det ikke rigtig af.
Rotary er derimod et lokalt socialt, tværfagligt erhvervsnetværk med en humanistisk vinkel. En lokal forankret klub, der arbejder for at skabe bedre forhold både internationalt og i nærområdet.
- Vi tror, der er mange også her i den gamle Give Kommune, der har lyst til at være med til at udvikle sig selv og verden. Derfor holder vi et åbent møde på Diagonalkroen tirsdag 20. februar klokken 18 præcis. Her vil fortælle mere om vores klub og om det, vi tilbyder medlemmerne, siger Børge Larsen.
Mødes hver uge
Han er klubbens præsident, men som alle andre poster i Rotary, roterer også præsidentposten hvert år.
- Normalt mødes vi hver uge og møderne varer cirka halvanden time. Programmet varierer, men omfatter gerne spisning, et foredrag, et virksomhedsbesøg eller en anden spændende oplevelse, siger Børge Larsen.
Hvis man har lyst til at høre nærmere om Give Rotary Klub og de muligheder, klubben tilbyder, kan man tilmelde sig mødet 20. februar. Det kan ske ved at sende en mail til larsens.plads@outlook.dk eller en sms til 5179 1222.
Skriv: Ja, tak og dit navn og adresse.
Sidste frist for tilmelding er mandag 19. februar klokken 12.