Har skaffet tæt på en halv million: Nu bliver padeltennis en realitet i Thyregod
Da borgerne i Thyregod tilbage i marts måned kunne indvi en ny lækker multibane ved hallen trådte en fire mand høj gruppe mænd frem og proklamerede, at de var godt i gang med at samle penge sammen til en padeltennisbane i forlængelse af multibanen. Og nu er projektet en realitet. Fundamentet er på plads, både det økonomiske og selve bunden til banen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: - Vi er ganske optimistiske, vi har søgt midler i cirka et halvt års tid, og vi er nu meget tæt på at have hentet cirka en tredjedel ind af de 450.000 kroner, som padeltennisanlægget koster. Der er flere store spillere på banen her, og de to af dem er vi ret sikre på, kommer vi til at bakke os op.
Således lød udmeldingen fra ”padeltennisgruppen” i Thyregod den 31. marts, da byen kunne holde indvielse af den 1,2 millioner dyre og flotte nye multibane ved hallen.
Fredag den 8. juli stod de der så igen, padeltennisgruppen, ved multibanen mellem hallen og stadion i Thyregod. Denne gang bevæbnede med brede smil og en stor gravemaskine i baggrunden. Foran dem lå en stor udgravning med stampet og vibreret grusfundering. Fundamentet til den føromtalte padeltennisbane er simpelthen på plads.
Både rent lavpraktisk, men så sandelig også økonomisk efter godt et halvt års målrettet jagt på de 450.000 kroner, som det nye padeltennisbane-projekt i Thyregod løber op i.
Padeltennisgruppen består fra venstre af Emil Schnedler, Jan Rasmussen, Patrik Ellegaard og Bo Schnedler. Foto: Jim Hoff
Fonde og lokalt erhvervsliv fandt pengene
De fire herrer i padeltennisgruppen er Jan Rasmussen, Bo Schnedler, Patrik Ellegaard og Emil Schnedler, og de er mødt op en solrig fredag eftermiddag på Thyregod Stadion for at fortælle om projektet.
-Som du kan se, er vi nu godt i gang med projektet. Torben Kjær fra Sejrup Entreprenørforretning har gravet ud, og bunden er nu lagt, så de professionelle fra VI Padel, der skal etablere banen, kan gå i gang med at lave resten af anlægget. Det er vores store drøm, at banen står klar til indvielse til Thyregod-Dagene, der kører fra onsdag den 16. til lørdag den 19. august, fortæller Jan Rasmussen.
De 450.000 kroner er bragt til veje via målrettet søgning af fondsmidler samt ihærdigt fodarbejde blandt erhvervs- og butikslivet i Thyregod og omegn.
Der er landet fondsmilder fra Veluxfonden, Nordeafonden, MES, Jelling Sparekasses Fond, og derudover er der også doneret penge fra LCD, NRE Group A/S, Jelling Musikfestival, IBT A/S, Welcon, FREM Thyregods loppemarked, der stod klar med en tredjedel af overskuddet fra årets loppemarked, Skjern Vinduer samt midler fra en DGI-pulje.
Stor lokal velvilje
Der er også penge på vej fra Thyregod Antenneforening i forbindelse med at foreningen har solgt til Stofa, og så har Pagaard Elektro A/S fra Thyregod leveret såvel mandetimer som materialer til projektet.
- Det er faktisk gået rigtig godt og rigtig hurtigt. Der er vel gået cirka et halvt år fra ideen blomstrede, til at vi i dag står her med en støbt sokkel til padeltennisbanen. Selve jordarbejdet er gået vildt hurtigt, og så er det også gået rigtig godt med at skaffe midlerne til projektet. De adspurgte erhvervsfolk her i byen og omegnen har været utroligt positive - ingen nej-hatte der. Det samme med søgning af fondsmidlerne. Her er det også gået rigtig fint, så vi er yderst taknemmelige over den store opbakning og den store lokale velvilje, vi har mødt, lyder det fra de fire herrer.
De har under hele forløbet været i tæt samarbejde med Center Thyregod, hvor Jan Rasmussen fra padeltennisgruppen sidder i bestyrelsen og den vej rundt har været den tætte kontakt til Center Thyregod under hele forløbet.
Rent foreningspraktisk er det Thyregod Badmintonklub, hvor arbejdsgruppens Patrik Ellegaard er formand, der står som tovholder på padeltennisprojektet. Det bliver via badmintonklubben, at padeltennis faciliteres. Her kan man, når det hele står, klar booke tider online.
- Vi melder mere konkret ud med booking, priser, osv., når det hele er 100 procent på plads, siger Patrik Ellegaard.
Håber at kunne indvi banen til byfesten
Gruppen kan ydermere oplyse, at padelbanen bliver rettet mod bredden, byens borgere generelt, og så kan turister på kursuscentret jo også bruge banen via pay and play. Skolen er også meget interesseret i projektet, og flere af byens borgere har da også henvendt sig til Jan Rasmussen for at høre lidt mere til projektet, og hvornår de kan komme i gang med at spille.
Det kan de så, hvis alt går efter planerne, om godt en måned, når byen hopper i byfesttøjet – og her fra verdenspressen er der tårnhøje forventninger til, hvem man mon peger ud til at indvi det nye padeltennisanlæg i byen.
- Det vil vi ikke afsløre her, men vi kan godt garantere, det det bliver gjort med i klassisk Thyregod-stil – så du må gerne have store forventninger, lyder det med brede grin fra de fire gutter.