
Han gør det igen – Mathias klar med fremragende jubilæumsbog om Frem Thyregod
Sportsforeningen Frem Thyregod fylder 100 år her i 2025, og det bliver naturligvis markeret med et brag af en jubilæumsfest lørdag den 26. april i og omkring Thyregod Hallen. I denne fine anledning har den lokale foreningsildsjæl og forfatter til 2 andre jubilæumsbøger, Mathias Arico, igen spidset sin kompetente pen og begået et fremragende historisk festskrift om Frem Thyregod.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: Thyregod skal i den grad til stor byfest lørdag den 26. april, når man denne dag fejrer, at Sportsforeningen Frem Thyregod runder milepælen 100 år. En god og for byen og fællesskabet så vigtig forening, der altså er blevet startet op mellem de to store verdenskrige, bliver denne dag fejret efter alle kunstens regler – og hvis der er nogen, der forstår at holde fest, ja så er det de gode borgere i Thyregod og omegn.
I anledning af 100-års jubilæet har den lokale foreningsildsjæl og forfatter til en jubilæumsbog for svømmeklubben og Give Lystanlæg, Mathias Arico, igen været i arkiverne, både de folkelige og de boglige, og den unge dygtige skribent har igen skruet et rigtig fint og særdeles informativt og læsevenligt historisk festskrift sammen.
Bogen er naturligvis iklædt Frem Thyregods smukke blå klubfarve og er på 128 sider.
Vi bringer her et uddrag fra indledningen til bogen, som Mathias har skrevet, idet det giver et glimrende indblik i, hvad det er for en bog, og hvad det er, man skal forvente at læse.
Fra flere små klubber til én stor stærk forening
Sportsforeningen "FREM" Thyregod er en gammel klub. I år 2025 markeres klubbens 100-års jubilæum, og i den forbindelse er dette jubilæumsskrift blevet udarbejdet. Før klubben blev etableret, var der små klubber, som den dag i dag kan tegne et billede af fodboldens og sportens historie i Thyregod.
Det at samles i selskabelighed har været en god og tro vane her i Thyregod i mange år, hvilket Sportsforeningen FREM er et godt bevis på. Jubilæumsskriftet er blevet til i forbindelse med gennemlæsning af klubbens gamle forhandlingsprotokoller, utallige interviews og en hel del avisartikler og udklip, som en lang række private har udlånt til lejligheden.
Dykker man ned i bogen, bliver man klogere på klubben, mændene i den første bestyrelse og udviklingen op gennem årene. Historien om boldbanerne, der udviklede sig til den dag, det er i dag, hvor der er fire store baner, om det første klubhus og opførelsen af idrætshallen. I de første mange år lejede foreningen baner, eller rettere en græsmark, i nærheden af byen, og først efter krigen kunne det nye anlæg ved skolen tages i brug.
Det et Mathias Arico, der har skrevet den fremragende bog om Sportsforeningen Frem Thyregod gennem 100 år. Foto: Jim Hoff
Fra mindre klubhus til stort idrætsanlæg
Her byggede foreningen selv et mindre klubhus, som i mange år tjente som omklædningsrum for klubbens spillere. Senere har kommunen anlagt to nye fodboldbaner, idet den første ved skoleudvidelsen er inddraget til idrætsbane for skolen og legeplads.
Klubben har haft sin storhedstid med både håndbold og fodbold, og det hele er sket op gennem 1960'erne, 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne.
Klubben har etableret en sjælden organisering i sin tid, med hovedbestyrelse og underudvalg. Det skabte udfordringer, og hvordan klubben har løst dem, kan man alt sammen læse mere om her i bogen.
- Jeg har i mit arbejde med dette festskrift draget stor nytte af Vejle Stadsarkivs og Vejle Biblioteks enorme samling af aviser, herunder ældre udgaver af Vejle Amts Folkeblad (VAF), hvilket har gjort det hele til en realitet. Samtidig har det været mig en fornøjelse at tale med en masse mennesker, der har beskrevet, hvordan klubben gennem tiden har formet sig, gennem egne og personlige erindringer og billeder, fortæller Mathias.
Stærke personlige bidrag og fede billeder
I bogen møder man også en række fremtrædende folk fra foreningslivet i Thyregod gennem flere årtier. Det er folk som Skov Pedersen, Jørn Udsen Pagaard, Leif Carlsen, Leif Rahbæk, Leo Jeppesen, Gerda Løvdal Andersen, Karla Pørksen, S.V. Reichelsheim, Ove Pedersen, Jette H. Holgersen, Jens Erik Svane, Ejvind Andersen og Brian Nielsen, der kommer med bidrag fra forskellige årtier lige fra 60’erne og frem til år 2000 og fremefter.
Bogen er også beriget med en række fine fotos, der i den grad får spillefilmen med gode gamle minder fra en svunden tid til at køre på fulde omdrejninger. Alt i alt en virkelig god, velskrevet og informativ bog om 100 år i en god, stærk lokal forening, som både forfatteren og Frem Thyregod kan være stolte af.