Gulddrengene i Give: Nu er bogbinderne i Give blevet guldrandede

Hver tirsdag eftermiddag foregår der et herligt håndværkermøde i Hus 8 på Kastaniehaven, når Erik Jensen og Peter Jepsen kaster sig passionerede over bogbindingens ædle kunst. Og nu er de blevet guldrandede. Hvad det går ud på, kan du læse mere om her.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

HOBBY: Bogbinding er måske nok et fag og et håndværk, der de seneste år har været på vej ud i forhold til dagens moderne produktionsmetoder, men på Kastaniehaven i Give opretholder man muligheden for at udøve dette glimrende håndværk.  

Det er Peter Jepsen og Erik Jensen, der står som primus motorer på bogbindingsholdet. Førstnævnte er en inkarneret ildsjæl ud i bogbindingens kunst og sidstnævnte professionel bogbinder i over 4 år.

En stærk kombination, og de to herrer mødes hver tirsdag eftermiddag fra klokken 13.00 til 16.00 i HUS 8 på Kastaniehaven, hvor de råder over fine lokaler med god plads til deres håndværk. 

Fin hobby hvor der også er plads til snak 

-Det var oprindeligt Erling Mors, der for mange år siden startede bogbinderholdet her op tilbage i 2005. På et tidspunkt var vi da oppe på at være en 7-8 stykker på holdet, og det var rigtig hyggeligt. Lige nu er der så blot Erik og mig på holdet, og vi vil da rigtig gerne have nogle “kolleger”, for det er som sagt en rigtig fin hobby det her, hvor der også er plads til en masse gode snakke om løst og fast, siger Peter Jepsen.  

Han har stor glæde af sin faste makker og wingman, Erik Jensen, der udover godt selskab også kommer med en enorm viden og erfaring fra bogbinderfaget.  

-Jeg har været bogbinder i over 40 år, og som Peter så nyder jeg også det her arbejde. Her kan man rigtigt fordybe sig, være produktiv og samtidig hygge sig uden nogen form for pres. Og bruge sin faglighed, siger Erik, mens han fokuserer ret intenst på et stykke håndværk ved en ny maskine, som de to herrer har skaffet til veje. 

Peter Jepsen har været i mange år i bogbinderklubben, og hans specialitet er syning af bøger. Her i gang ved 'symaskinen', der betjenes med stor omhu og præcision. Foto Jim Hoff

Gulddrengene 

Peter og Erik har nemlig, og det fortæller de med næsten triumf i stemmerne, erhvervet sig en forgyldermaskine. Det betyder dog ikke, at de også er blevet alkymister og laver deres egen pensionsopsparing i klingende guldmønt - nej, med den nye forgyldermaskine kan de nu printe guldbogstaver på ryggen af de bøger, de ombinder – og det er altså ret sejt og virkelig flot.  

-Vi er medlem af en side på Facebook, der hedder Bogbinder, her så vi, at der var sat en forgyldermaskine til salg nede i Nordborg. Den var ikke helt billig, og her søgte vi så midler hos Velux-Fonden og fik 12.500 kroner. Afsted det gik til Nordborg, vi fik en handel i hus, og nu står forgyldermaskinen altså her på vores værksted - og det er vi rigtig glade for, lyder det samstemmende fra de to herrer.  

Erik med over 40 års erfaring fra branchen 

Peter er rigtig glad for, at Erik er blevet en del af holdet, for han kommer med en masse erfaring og faglig viden inden for bogbinderfaget.  

-Erik er jo hamrende dygtig, og han underviser da også mig løbende - og kommer med en masse gode råd og staldfiduser, hvilket kun er med til at gøre mig bedre. Og det er sjovt, at man også kan udvikle sig i min forholdsvis høje alder og blive endnu bedre til det her. Og dukker der nye medlemmer op, så er Erik 100 procent klar til at undervise dem også, fortæller Peter. 

-Jeg underviser faktisk et hold i bogbinding i Aarhus. Et hold på 10 og hvor aldersspredningen ligger fra 21 til 82 år. Fantastisk at konstatere, at også unge mennesker er interesseret i det her fag, siger Erik. 

Det er gratis at deltage i bogbindingen, og Peter og Erik står klar med alle materialer og redskaber, der skal bruges, så man møder bare op – og så kører det, ikke mindst fordi både Peter og Erik er et par særdeles hjælpsomme herrer, der hjertens gerne lærer fra sig. 

Det er Erik, der betjener forgyldermasknen, hvor han påfører bøgernes titler med guldbogstaver. Foto: Jim Hoff

Har lavet 30 bøger de sidste 4 måneder 

Han og Peter modtager opgaver fra folk i forhold til bøger, der skal renoveres og genopbygges. Der er mange sjove projekter i gang lige fra ombinding af jagttidsskrifter til indbinding af en kogebog fra år 1900.  

-Vi har faktisk en del opgaver udefra, hvor vi hjælper folk med ombinding, laver nye omslag, laver titler med guldbogstaver osv. De sidste 4 måneder har vi lavet i omegnen af 30 bøger. Vi har en klar arbejdsfordeling, hvor Peter er den der syr bøgerne, mens jeg så står for lave bogryggene, retter til og laver titelprint, fortæller Erik.  

Kig endelig op 

Som noget helt nyt er Erik og Peter gået i gang med at lave “tændstikæsker”, minibøger, der er meget dekorative, og på den måde udvikler de to lidt ældre herrer sig jo løbende.  

Hvis man er interesseret i at sysle med bogbinding på hygge-hobbyniveau, skal man bare henvende sig til Peter på tlf. 29 46 22 23 eller på mail pjepsen@stofanet.dk eller bare møde op i hus 8 og få en snak om tingene.  

For nok er de to herrer knalddygtige omkring bogbinderiet, men gode til at snakke, det er de godt nok også - og det er på den hyggelige måde. 

Som det nyeste er Erik og Peter begyndt at lave 'tændstikæsker' - små fine minibøger. Foto: Jim Hoff