Godt nyt fra museet: Museum Give vandt i ‘statslotteriet’
Regeringen har vedtaget den nye museumsreform, og det er godt nyt for det lokale museum i Give, der står til at få forøget sin statsstøtte.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Regeringen har talt: Give Museum og Billund Kommunes Museer kommer fremadrettet til at modtage henholdsvis 400.000 og 300.000 kroner mere i statsstøtte, mens Vejle Museerne står til at miste 300.000 kroner årligt i statsstøtte. Her går man fra 9 millioner kroner til 8,7 millioner kroner.
Dette er konsekvensen af den nye museumsreform, der blev vedtaget i denne uge.
Det betyder rent økonomisk, at Museum Give fremover modtager 1,5 millioner kroner om året, og det er 400.000 kroner mere årligt i forhold til, hvad museet på kanten af heden tidligere har modtaget
Der lægges i reformen op til, at Give Museum skal have 1,5 millioner kroner om året, hvilket er 400.000 mere end før. Og det er gode nyheder for museet, der netop er i gang med at finde sine fødder igen rent økonomisk.
Vores gode naboer, Billund Kommunes Museer, får også lidt mere i ‘lønningsposen’, idet de fremover vil modtage 1,2 millioner kroner, hvilket er en stigning på 300.000 kroner.