God gang i udlejningen på Bregnhoved Have – og 50 procent af de nye lejere tilflyttere 

Som mange ved, er Give i den grad kommet i voksealderen. Der skyder nye boliger op overalt og ikke mindst i “Golfbyen” er der gang i en rivende udvikling. Boligområdet Bregnhoved Have spiller her ind med 48 unikke boliger, hvoraf cirka 50 procent er udlejet – og hvor der er mange tilflyttere udefra. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

NYBYGGERI: Udviklingsrådet i Give har en fasttømret vision om at Give i 2030 skal lande på et indbyggertal på 6000. I forhold til den ligning mangler der cirka 1200 borgere her pr. Maj 2024, men kigger man på den udvikling byen er i i forhold til etablering af nye boliger, så kan man roligt konstatere, at den fine ambition om det forøgede indbyggertal har fået medvind på cykelstien.  

Det er ikke mindst i “Golfbyen”, at der for alvor skyder nye boliger op, og her er der positive tilbagemeldinger fra det område, der hedder “Bregnhoved Have”, hvor PMG Properties har opført 48 rækkehuse ved golfbanen. Det er den lokale ejendomsmægler Maiken Nørtoft fra RealMæglerne i Give, der står for formidlingen og udlejningen af de 48 boliger. 

12 ud af 23 lejere kommer fra andre byer 

Hun kan oplyse, at der er godt gang i udlejningen af de 48 boliger, og at det bliver ekstra interessant, når man kigger lidt ind i tallene bag lejernes geografiske herkomst.  

- Her pr. 1. maj er der udlejet/reserveret 23 boliger, altså cirka halvdelen af boligerne. En fin udvikling, og som sagt så bliver det rigtig interessant, når vi kan se, at lejerne til 12 af de 23 udlejede/reserverede boliger kommer fra andre postnumre end 7323 Give. Der er med andre ord tale om regulær tilflytning udefra, og det er jo netop med til at booste udviklingsrådets ambition om at nå op på 6000 indbyggere i 2030, konstaterer Maiken. 

Ud over Give kommer de nye beboere på Bregnhoved Have fra byer som Vejle, Grindsted, Herning, Faxe, Vejle Øst, Jelling, Gadbjerg og Herning. 

 

Boligerne på Bregnhoved Have skiller sig ud fra mængden via det unikke design. Foto: PMG Properties

Unikt design 

Her primo maj er 10 af de nye lejere allerede flyttet ind, og Maiken kan ydermere fortælle, at selv om udbuddet i Give i disse måneder mht. nye boliger er stort, så er der rift om boligerne i Bregnhoved Have. 

 - Vi mærker stor interesse, når vi hver anden søndag holder åbent hus, og derudover har vi cirka 1-2 fremvisninger pr. Uge. Og her hos Team RealMæglerne er vi stand by ved telefonen 23/7, så man skal endelig bare ringe, hvis man har lyst til at vide mere eller til at se en bolig her, lyder det kampberedt fra den lokale ejendomsmægler.  

Hun understreger, at det er første gang i Gives byudviklingshistorie, at der er gang i så stort et samlet boligprojekt som det i “Golfbyen”.  

- Udbuddet er rigtig stort, og derfor er det også vigtigt, at man skiller sig lidt ud fra de andre projekter på den positive måde. Og det gør det projekt her. Facaden på boligerne er lavet i et unikt design med bæredygtigt træværk og skiffer. Boligerne er indrettet med akustiklofter, og der er en rigtig funktionel udnyttelse af de 92 – 95 kvadratmeter, som boligerne rummer. Mange roser det unikke facade-design, som bare passer så godt ind i naturområdet herude. 

Fotos: PMG Propereties

Beliggenhed, herlighed og bæredygtighed i fokus 

Preben Grundtvig fra PMG Properties pointerer også, at det at man kan tilbyde et nybyggeri som ligger i et naturområde, er også tiltrækkende. 

- Vi planter for eksempel også bøgehække, og det er også med til at give boligerne og området det rigtige grønne look. Det er vores klare profil, at vi vil skabe nogle rammer og miljøer, der ikke ligner alle andre. Beboerne i vores ejendomme skal kunne mærke en forskel hvad angår materialevalg, og derudover er vi yderst selektive, når vi vælger jord til vores byggeprojekter.  

- Beliggenhed, herlighed og bæredygtighed vægter vi højt, når vi vælger at bygge. Og lige præcis derfor rammer vi helt plet med projektet Bregnhoved Have i Give, da det til fulde opfylder alle kravene. 

Tilflyttere skaber merværdi for byen 

Det er også plads til 2 biler ved boligerne, ligesom der også er mulighed for at etablere en carport ved en del af boligerne 

Maiken Nørtoft pointerer, at det ikke kun er godt for projekt Bregnhoved Have, at der er stor interesse om boligerne.  

- Når vi nu kan se, at cirka 50 procent af lejerne er deciderede tilflyttere, så er det jo med til at styrke vores by. Det er godt for butikslivet, foreningslivet og for vores skole og institutioner, at der kommer nye folk til byen. 

Du kan finde mere info om Bregnhoved Have HER