Givskud til Østerballe: Du har betydet rigtig meget for Givskud 

I forbindelse med Richard Østerballes afskedsreception, blev der holdt en række fine taler for den populære herre. Her fokuserer vi på byens tale til Østerballe i skikkelse af lokalrådsformand Bjarne Østerlund og Elin Søbye, der om nogen personificerer Givskuds foreningsliv. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

GIVSKUD: Når en stor personlighed som zoodirektør Richard Østerballe siger farvel til et lokalsamfund som Givskud efter mange år på posten som byens største ambassadør, er det naturligvis noget, der gør et dybt indtryk på byens borgere. I forbindelse med Østerballes afskedsreception trådte to lokale folk op på talerstolen for at hilse pænt af med det menneske, der om nogen har sat den lille landsby mellem Give og Jelling flot på landkortet.  

Med til at stifte lokalrådet i 2006 

Formanden for Givskud Lokalråd, Bjarne Østerlund, lagde ud med at slå fast med syvtommersøm, at Richard Østerballe har været en vigtig person for Givskud gennem de 33 år han har været leder og direktør i Givskud Zoo. 

-Du har betydet meget for Givskud. Du var med til at stifte lokalrådet i 2006, hvori du har siddet indtil 2022. Du har leveret en unik indsats, og du er en person, man lytter til. Vi har alle dyb respekt for dig, og det du har præsteret her i Givskud - både i byen og i zoo. Du er manden bag Givskud-filmen, du er manden bag vandrehjemmet, og du har spillet en stor rolle i etableringen af kunstgræsbanen her i byen.  

Omvandrende google 

-Du er en omvandrende google med en meget stor historisk interesse. Vi vil sige dig tak for godt naboskab og samarbejde. Jeg håber, du vil nyde dit otium ved Tjele. Mon ikke du vil vedblive at være aktiv på flere fronter – du kan nok ikke lade være, konstaterede Østerlund med et smil, inden han, stadigvæk med et stort smil på læben, henvendte sig til den nye mand på direktørposten Rasmus Nielsen.  

-Velkommen Rasmus, og tillykke med jobbet. Nu flytter du jo ind i Richards hus og bliver givskudborger. Og du skal bare vide, at der er holdt en plads fri til dig i lokalrådet. Der er jo en lang tradition for, at en fra zoo er med i lokalrådet, så du skal bare sige til. Vi ser fra lokalrådets side frem til et rigtig godt samarbejde med dig.  

Et lyttende og reflekterende menneske 

Efter denne åbenlyse opfordring fra lokalrådsformanden, var det den dynamiske og allestedsnærværende lokale ildsjæl, Elin Søbye, der fik overrakt mikrofon og taletid.  

-Richard, du har om nogen sat Givskud på landkortet. Du er et lyttende og reflekterende menneske. Du har skabt et dygtigt medarbejderhold med hjertet på rette plads, og sørget for, at de også er gode hjælpere for byen. De unge, der kommer ind her i zoo, bliver godt oplært. Du har givet nogle medarbejdere lov til at forlade zoo akut i forbindelse med, at de er hjerteløbere, og du har altid været behjælpelig med at give en hånd med i foreningslivet med at sælge øl osv. ved forskellige arrangementer. 

 

Dagen før det officielle farvel i zoo sagde byens børn og foreninger farvel til Østerballe ved en flot seance, hvor zoodirektøren fik en masse sjove fysiske udfordringer. her overrækker Elin Søbye en gave til Østerballe, der bestod samtlige fysiske tests med flying colours. Foto: Jim Hoff

Hurtig dirigent på fodboldbanen 

-Du spillet fodbold her i klubben siden starten af 90’erne og var med til at skaffe serie 6 oprykning til serie 5. Du er still going strong på FC GOG Fodbolds grand oldboys hver torsdag aften, hvor du stadig har bevaret din hurtighed og giver den som dirigent på banen. Du er en atypisk oldboysspiller, idet du er en af de få, der varmer seriøst op. Du har også sørget for, at Givskud Zoo er en aktiv medspiller i forhold til vedligehold af kunstgræsbanen, og jeg husker en gang, hvor jeg måtte melde ud, at banen var lukket for træning pga. sne. En time efter havde du sørget for, at banen var ryddet – og så kunne der spilles bold. Der trådte direktøren lige i karakter, lyder det fra Elin med et stort smil 

Det er dog ikke kun på fodboldbanen, at direktør Østerballe har fået pulsen op. Elin kunne fortælle, at byens borgere har ofte kunnet møde ham i fuld fart ude på de forskellige løberuter omkring byen.  

Stor aktie i etableringen af kunstgræsbanen 

-Det er ikke kun i forhold til foreningslivet, at du har spillet en vigtig rolle her i byen. Byens skoler og institutioner har grundet Givskud Zoo og din åbne tilgang hentet tusindvis af gode oplevelser. Du skal bare vide at skolen og børnehaven her i byen sætter stor pris på dig. Du sørgede også for, at vandrehjemmet kom på zoos hænder og blev til Givskud Zoo Hostel, og takket være dig har vi også en flagallé her i byen. 

-I 2011 begyndte vi at pusle konkret med tanken om at etablere en kunstgræsbane her i Givskud. Da vi præsenterede ideen for dig, vendte du straks tomlen opad og zoo er gået ind med en masse frivillige timer, I har lagt maskiner til, I er med til at vedligeholde banen og sat en økonomisk aftale op, som vi er rigtig glade for. Du var straks med på ideen, da tanken da DBU Jylland luftede tanken om Safari Cup, hvor en masse ungdomsspillere kommer til byen og egnen for at spille fodbold og slutter så af med en festlig event i dyreparken.  

 

Elin Søbye gav efter sin fine tale til Østerballe her på fin symbolsk vis bolden videre til den nye zoodirektør, Rasmus Nielsen. Foto: Jim Hoff

Nu giver vi bolden videre til Rasmus 

Elin havde også ros til Richard for at vise stol lokal tilstedeværelse i forhold til at handle lokalt i byen og i det hele taget udvise stor synlighed i lokalsamfundet. 

-Du er på en og samme tid både unik og almindelig, når du kører rundt i byen og hilser på folk enten fra din zebrastribede bil eller på din berømte direktørcykel. Og den undrer vi os lidt over, hvor er blevet af. For den skal Rasmus vel overtage – eller er den tilfældigvis den røget med til Viborg. Nuvel, vi begræder din tilbagetrækning, det bliver et stort savn for os her i byen. Men nu giver vi bolden videre til Rasmus, og vi vil ønske ham, Signe og deres søn velkommen her til Givskud. Vi har en masse fritidstilbud til jer, så I skal nok falde hurtigt til. Du skal nu som ny mand på posten sammen med de gode medarbejdere fremover tegne zoo og sætte Givskud på landkortet, lød det afslutningsvist fra Elin Søbye.  

‘Rolig Elin – jeg ved godt hvor direktørcyklen er’ 

Det blev dog Richard Østerballe, der lige fik det sidste ord, idet han med et stort smil og en hurtig modreplik fra sin stol på første række proklamerede:  

-Bare rolig, Elin. jeg hvor direktørcyklen er – og den er i rigtig gode hænder!  

Den punchline grinede de godt 200 forsamlende gæster så en del af, hvorefter et par friske piger, Ellen og Emilie fra Salg og Park, gjorde klar til deres herlige hyldest til deres chef. 

Hvad den gik ud på, plus hvad Østerballes kolleger fra Odense og Aalborg Zoo havde at sige til deres kollega, kan du læse om i den 3 af denne serie.