Give Revyens sladderkællinger klar til at vælte kroen 

Give Revyen blev succesfuldt genoplivet i 2023, og den 15. og 16. marts er revyholdet klar med en ny omgang satire, der langer humoristiske både lokale og landsdækkende kærlige øretæver ud over scenekanten. Vores LokalAvis var med til den første store sceneprøve søndagen før premieren, og det gav løfter om to herlige aftener i latterens tegn. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

UNDERHOLDNING: Når publikum sætter sig i stolesæderne på Diagonalkroen enten fredag eller lørdag i uge 11, så kan se de frem til i alt 30 større og mindre sketches og indslag. Avisens udsendte kulturmedarbejder var med på et smugkig, da revyholdet for første gang øvede setlisten igennem på scenen på kroen.  

Normalt når man forlader Diagonalkroen, så dufter man af lækker mad osv., men denne søndag hang der en herlig duft af skarp humor tilsat det eminente krydderi sammenhold krydret med et stort drys af humor og musikalitet. 

Nu handler denne artikel jo ikke om at røbe “handlingen” i revyen, men vi kan godt komme med nogle små antydninger af i hvilke tematiske nabolag, det er, revyen bevæger sig.  

Sladderkællinger limer revyen sammen 

I år har revyen ansat et par regulære sladderkællinger, der skal binde de mange numre sammen, og der er ingen grænser for, hvad de to madammer “ved” om byen og folkene i den. De herlige syngepiger fra sidste sæsons revy er igen at finde på scenen, ligesom det kvikke revyband har fået fuldt fortjent genvalg.  
Vi kommer vidt omkring rent emnemæssigt, idet der er et kærligt klask i måsen til overklassens rødvinsforelskede klimaaftryk, vi får et indblik i graviditetens obskurt svære verden, er med på et kaotisk lægebesøg, ligesom vi møder en stakkels kvindelig “ja-tak narkoman”.

 

5-årig har styr på sagerne 

Man siger, at man skal høre sandheden fra fulde folk og børn, og her kommer 5-årige Pernille ind i billedet med en humoristisk lokal overflyvning af en række lokale nyheder fra året der gik.  

Gad vide om ikke også der ligger et svirp med revyhåndklædet til de bare byrådsmedlemmers baller. Den første sceneprøve løb helt som forventet med en masse praktisk tilretning, men også med god stemning på holdet. Finn Knutzen fra holdet kan fortælle, at der blot er 8 billetter tilbage til salg, og de ligge alle på lørdagens forestilling, idet fredag forlængst er udsolgt. 

Begge forestillinger fløjtes i gang klokken 20.00 - og glæd jer, folkens. Der er bestemt noget godt af se frem til.