Give rejste sig flot i Gentofte efter 1-5 nederlaget til KB – nu venter medajlespillet

Der ventede Give Tennisklubs elitedivisionshold endnu en svær opgave på udebane, da holdet lørdag tog til Gentofte for at spille grundspillets sidste kamp. Give kunne igen mønstre fuldt hold, og det endte med et knebent men ærefuldt 4-3 nederlag, der peger positivt frem mod medaljespillet

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

TENNIS: I en kamp uden betydning for hverken Gentofte eller Gives muligheder for at nå i medaljespillet, idet begge hold var kvalificerede inden lørdagens dyst i det nordsjællandsk, skulle Give dog lige ud og bekende kulør efter 1-5 nederlaget til KB.

Her måtte GTK stille op med den skadede holdkaptajn Patrick Kristensen for overhovedet at kunne stille hold – hvilket resulterede i, at Give tabte to kampe, fordi Patrick måtte trække sig, da den skadede skulder (som snart skal opereres) slet ikke kunne klare belastningen.

Stærk kamp af Dornbusch

I Gentofte leverede GTK, der stillede med den tyske kvartet Michel Dornbusch, Florian Barth, Leo Kim Schörner og Fynn Lohse, igen varen, og det blev til et 4-3 nederlag i et meget tæt opgør mod rækkens nr. 3, hvor GTKerne leverede en fin indsats.

- Michel Dornbusch imponerede ved i førstesinglen at slå Danmarks næstbedste (jvf. verdensranglisten), August Holmgren, og havde vi haft marginalerne med os i 1. doublen, så var holdkampen blevet vundet 4-2, lyder det fra GTK på klubbens hjemmeside.

 

 Michel Dornbusch levere en stærk præstation i 1. single, hvor han besejrede Danmarks næstbedste tennisspiller, August Holmgren. Foto: Jim Hoff

Kan 2023 også blive en gylden sæson?

Sådan gik det dog ikke,  men det ligger man ikke søvnløse over i GTK-lejren, for nu venter Final Four den 19.-20. august, hvor Give Tennisklub før har vist, at man ikke skal regne Give ude.

- Vi har aldrig vundet grundspillet, men vi har vundet DM to gange - i 2019 og 2021. Nu står vi med muligheden igen, lyder vurderingen fra klubben. OG ser man på rækkefølgen i de vundne mesterskaber, så ser det jo ud som om, at GTK henter guld hvert andet år, så 2023 kunne også blive en gylden sæson.

I løbet af den kommende uge vælger grundspillets vindere, som blev KB, om de vil møde Give eller B93 i semifinalen. I Give bliver man ikke synderligt overraskede, hvis man skal ud i endnu et tæt DM-opgør mod Gentofte.

Florian Barth var tilbage på GTKs mandskab efter at have misset de sidste to kampe grundet ferie. Foto: Jim Hoff

Dagens resultater:

HS1: August Holmgren - Michel Dornbusch 6-3, 3-6 og 9-11

H2H: Christian Sigsgaard - Florian Barth 6-1, 6-2

HS3: Kasper Warming - Leo Kim Schörner 0-6, 1-6

HS4: Kristian Zornig Kjellberg - Fynn Lohse 6-3, 0-6 og 5-10

HD1: August Holmgren/Kasper Warming - Michel Dornbusch/Fynn Lohse 6-4, 3-6 og 12-10

H2H: Christian Sigsgaard/Philip Ørnø - Florian Barth/Leo Kim Schörner 6-3, 6-2

Leo Kim Schörner gjorde kort proces mod sin modstander Kasper Warming, der blev besejret 6-0, 6-1. Foto: Jim Hoff

 

Fynn Lohse vandt 4. single efter match tiebreak over Kristian Kjellberg. Foto: Jim Hoff