Give løber og smiler: Nu kan du både få motion og støtte de Danske Hospitalsklovne
På årets første officielle sommerdag, 1. juni, bliver der gang i gaderne i Give. Her afholder Give GIFnemlig det berømte ’Klovneløb’, hvor det handler om at man i fællesskab samler penge sammen til de Danske Hospitalsklovne. Det er Gerda Jørgensen og Lone Mikkelsen, der frivilligt arrangerer Klovneløbet på vegne af Danske Hospitalsklovne:
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Klovneløbet er tilbage i Give, og det sker lørdag den 1. juni fra klokken 9.30, hvor der er Give GIF, der står son arrangører af det fine velgørenhedsløb,hvor man både får motion, dyrker det gode samvær og samler penge ind til Danske Hospitalsklovne, der arbejder for at forsøde tilværelsen for indlagte børn i Danmark.
-Klovneløbet er et familieløb, hvor alle der kan kravle, gå, rulle eller løbe, kan være med. Det handler ikke om at være hurtigst; det handler om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Hvis der er nogen, som har lyst til at give en sponsorgave til løbet, så er man meget velkommen til at kontakte mig på 20800138. Jeg kommer gerne og henter det, fortæller Lone Mikkelsen fra Give GIF.
Hun kan ydermere oplyse, at et klovneløb typisk varer to timer, og at der er start fra Søndermarken 1 ved det nye idrætscenter. Der kan løbes/motioneres på 2 distancer, 2,5 kilometer og 5 kilometer. Der er mødetid klokken 9.30, og starten går klokken 10.00. Det koster 70 kroner pr. person at deltage, og på løbsdagen vil alle deltagere modtage et startnummer, en rød næse og en medalje.
Man kan tilmelde sig løbet lige HER
Fakta om Danske Hospitalsklovne
Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå sygdomsforløbet igennem.
Vi er til stede på alle landets børneafdelinger samt på institutioner og særtilbud for børn & unge, herunder børnepsykiatriske dag- og døgnafsnit.
Det tager halvandet år at uddanne sig til hospitalsklovn, og foreningen har tilknyttet 68 hospitalsklovne. Lige nu er der 14 under uddannelse.
Hospitalsklovnene stilles gratis til rådighed for landets børneafdelinger og lønnes af foreningen, der kun eksisterer i kraft af donationer fra private, virksomheder og fonde.