Give kom flot tilbage efter drøje hug lørdag: Vinder bronze i dramatisk duel mod B 93

Give Tennisklub har endnu engang hentet metal ved medaljespillet i elitedivisionen i tennis. Denne gang dog ikke guld som i 2019 og 2021, men derimod bronze. Efter en hård tørn mod Gentofte lørdag stod der B 93 på grammet i bronzekampen – og det blev et vildt drama.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

TENNIS: Give Tennisklub har igen Hentet medaljer hjem til klubben efter at man slog B 93 4-3 i en nervepirrende bronzekamp, der skulle afgøres i 2.herredouble golden tiebreak. Her var det Leo Kim Schörner og Florian Barth der havde tysk isvand i blodårerne, da det hele skulle afgøres på spillets allermindste marginaler.

Det hele startede lørdag, hvor Give var oppe mod Gentofte, der vandt 4-1 uden de store sværdslag. GTK stillede med den tyske kvartet Florian Barth, Leo Kim Schörner, Michel Dornbusch og Fynn Lohse, og mod Gentofte var det blot Fynn Lohse, der magtede at hive en sejr hjem til Give. Den sidste kamp, 2. herredouble, blev afbrudt grundet regnvejr, men kampen havde ingen betydning for det samlede udfald.

Give Tennisklub stillede med de fire tyskere Florian Barth, Leo Kim Schörner, Michel Dornbusch og Fynn Lohse - og denne kvartet hentede altså bronze. Foto: Jim Hoff

Bronzekamp mod opkomlingene fra Østerbro

Dermed stod det klart, at GTK skulle ud og spille bronzekamp om lørdagen – og det blev mod opkomlingene fra B 93, der havde tabt 4-1 til favoritterne fra KB, der vandt 4-1 over deres naboer fra Østerbro.

GTK-spillerne var de klart mest friske søndag formiddag, for de lagde ud som lyn og torden og vandt 3 ud af de fire herresingler. Kun Florian Barth måtte strække gevær mod den tidligere Givespiller Henrik Heise Korsgaard, inden holdene gik ud i de to doubler. Altså med en 3-1 føring til de tyske jyder fra Give.

Nu gik det hverken værre eller bedre end at 93 vandt begge herredoubler – og så stod der pludselig 3-3 på måltavlen.

Dermed skulle de to godt slidte hold ud i en golden tiebreak, og den duel kom til at stå mellem Leo Kim Schörner/Florian Barth, der var oppe imod Kasper Elsvad og Sebastian Grundtvig. Her gjorde den tyske jernduo ret rent bord og vandt suverænt med 10-2, og dermed var der igen pokaler med hjem i bilerne over Storebælt til pokalskabet i Gryden i Give.

Flot opbakning til Give i det københavnske

Team Give, der havde flot opbakning med fra Give i form af bestyrelsen med dertil hørende påhæng samt en række andre tennisfans, måtte gennemføre kampen uden den officielle holdkaptajn, Patrick Kristensen, der netop er blevet opereret for sin skulderskade.

De fire tyske tennisgutter klarede dog det hele fint indbyrdes og fik sat de rigtige brikker op – i hvert fald på 2. dagen, hvor de var del af en forrygende tennismatch mod københavnerne, der trods alt skal roses for et flot comeback efter at have været nede med 3-1 inden doublerne.

Alt i alt må det betegnes som en godkendt sæson for GTK at stå med bronzemedaljerne om halsen efter en komprimeret sæson. I semifinalen var holdet tæt på chanceløse, så flot mentalt og spillemæssigt at vende tilbage og vinde dagen efter i så tæt og dramatisk et opgør.

KB blev danmarksmestre med en 4-3 sejr over Gentofte i en meget tæ toh intens duel, der måtte ud i golden tiebreak.