Frosset vand, motorsave og folkefest: Sådan brander man en centerby
Den årlige isskulpturfestival i Give har i den grad formået at kaste et stærkt positivt lys på den driftige centerby i kommunens vestlige habitat. Både lokale og udefra kommende gæster valfarter til byen, når der står iskunst, ice for kids og alskens dertil hørende underholdning på programmet. Sådan var det også i år, hvor det milde vintervejr var en gave til publikum og en udfordring for livsdueligheden for de 9 iskulpturer.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BYLIV: Give gjorde det igen”! Den årlige isskulpturfestival blev en dundrende succes med massiv opbakning og rigtig god og hyggelig stemning i gaderne de godt og vel 5 timer, eventen stod på.
Byens gader genlød af et kakofonisk miks af flittige små isskulptørers hamren med hammer og mejsel i de små isblokke, og fræsende motorsave, der via de dygtige voksne kunstneres skills åd sig gennem de tykke isblokke med millimeterpræcis kunstnerisk præcision.
Op og ned gennem gaderne travede ydermere en velvoksen trio af musikalske julemænd, der sørgede for den musikalske underlægning, og de dramaturgiske og underholdningsmæssige højdepunkter på dagen stod det canadiske vulkanudbrud, Dyna-Mike, for med sine fantastiske sjove og publikumsinddragende shows, hvor den på den fede måde bindegale canadier kastede rundt med store knive og tændte motorsave, mens han lavede gas med publikum. Og de elskede det.
Dyna-Mike var ren Dyna-Mite, da han jonglerede med knive og motorsave og lavede masser af fis med publikum. Foto: Jim Hoff
Branding er nøgleordet
Helt grundlæggende så hidrører denne årlige fine byfest med is som tema fra en stærk motivation fra 3 foreninger i Give, der for nogle år siden besluttede, at der skulle gøres et helhjertet forsøg på at brande (markedsføre) Give udadtil, så man ikke druknede i storebror Vejles ihærdige målsætning om at ville ses fra månen.
De 3 foreninger var Skulpturby Give, Give Udviklingsråd og GIve Handel & Erhverv, og de blev enige om, at platformen for brandingen skulle være skulpturbyen med ‘Solhjulet’ som det store udadvendte vartegn.
I økonomisk samarbejde med Vejle Kommune har man sidenhen hvert år afviklet 2 skulpturfestivaler, en om sommeren og en i midten af december – og disse to årlige kultur- og markedsføringsmæssige fremstød er nu ved at blive lige så faste størrelser i bykalenderen som Give Festival og Open Air.
Mange frivillige lægger hvert år masser af kræfter i at få de to events op at køre, og flere af byens foreninger er gode til at bakke op om disse to store årlige nedslag, hvor byen for alvor skal vise kulør og den vej rundt skabe opmærksomhed om Give som både en driftig og livlig by med gang i den og som en by med et supergodt handelsliv.
Ice for Kids var som altid en kæmpesucces med enorm tilslutning. Disse to søde piger havde taget turen fra Horsens-egnen for at komme til isskulpturfestival - sejt. Foto: Jim Hoff
Stor glæde hos arrangørerne
Vores LokalAvis’ udsendte ismand var naturligvis på pletten i bymidten under isskulpturfestivalen, og de mange indtryk fra dagen kan du se meget mere til i den store fotomappe, der ligger på Facebook på Vores LokalAvis.
Avisen har også talt med Give Handels & Erhvervs formand, Hanne Lund om dagens forløb, og hun var en særdeles glad ung dame.
- Vi er bare så tilfredse. Samtlige tre arrangerende foreninger går med armene over hovedet i begejstring over en rigtig god dag. Det fantastiske samarbejde vi har, kulminerede i dag med massevis af flotte og positive indtryk fra en virkelig vellykket isskulpturfestival. Der var masser af folk i gaderne, og vi kan i Give Handel og Erhverv også konstatere, at butiksejerne var glade, fordi der var mange mennesker i byens butikker – og så går det hele jo netop op i en højere enhed, konstaterer Hanne Lund.
Guldgraverne kastede sig over isblokken
Hun roser dagens program, der var sat meget alsidigt sammen.
- Det er altid fantastisk at se, hvordan de dygtige kunstnere arbejder med isblokkene og forvandler dem til flotte kunstværker. Vores ansigtsmaler havde virkelig også nok at se til, Hun sagde faktisk, at hun aldrig havde været så presset før - men også agt det var herligt, at så mange børn ville males i ansigterne. Hun havde en fest, simpelthen.
- Vores tiltag med at finde guld i isblokken ved Væksttræet på Torvet var også en kæmpesucces. Allerede klokken 10.00 mødte de første frem og var klar til at hugge efter guld. Der var konstant børn og voksne ved isblokken under hele eventen frem til 14.45, hvor vi trak vinderen af gavekortet. Det blev Mette Risager fra Give, der lige kunne bruge 1000 kroner ekstra på julegaver, fortæller Hanne Lund.
Hun har også masser af ros til de lokale FDF’ere, der vanen tro var med til at skabe en rigtig god og hyggelig stemning på Torvet, hvor de havde bålaktiviteter og solgte æbleskiver og andre smagfulde fortrinligheder fra GHE-boden, den farverige transportable kunstbesmykkede container.
Isblokken med guldmønter fik "tæsk" hele dagen - og både børn og voksne fik hver 3 slag. Foto: Jim Hoff
Humor med Dyna-Mike og Kristoffers lyspunkter
Som alle vi andre var Hanne også imponeret over dette års underholdningsindslag, Dyna-Mike, der var ren Dyne-Mite.
-Han leverede da i høj grad varen både som komiker og jonglør. Han formåede virkelig at underholde folk, og hans samspil med publikum var helt fantastisk, samtidig med at formåede at bevare respekten for publikum. Også kæmpestor ros til Kristoffer Wojciks fantastiske lysshow på gavlen på bygningen overfor Boutique Mary – han er simpelthen bare så dygtig, og da mørket faldt på, var hans lysshow sammen med Vægterne fra Vejle med til at skabe en helt unik stemning i byen – og vi kan da også konstatere, at folk igen i år kom ned i byen i aftenmørket for at se skulpturerne med lys på - et fantastisk syn, og en flot kulmination på en fremragende dag i Give, lyder det med et stort smil fra Hanne Lund.
4 skulpturer røg på køl - nyd den lige efter juleaften
4 af de 9 skulpturer blev samme aften kørt ind i en frysecontainer af altid arbejdsomme Knud Buhl og Viggo Nørtoft, så ikke alle de smukke skulpturer forsvinder som dug for den “klimakrisebetingede sommersol i december”.
-Skulpturerne bliver så stiller op 1. juledag, så folk kan komme ned og nyde dem efter en god julefrokost og på den måde både få god motion og noget flot at kigge på. Og hvis vi skal finde en lille sten i skoen her i dag, er det jo, at vejret var alt for godt. Forstået på den måde, at det altid er optimalt for iskunstnernes arbejde, at det fryser 1-2 grader, frem for at vi ryger op på 10 plus grader som i dag. Men når det er sagt, så var det en virkelig fin dag, hvor vi så absolut fik markedsført byen på fineste vis – og vejret var jo mildt og venligt, og det har nok været med til at trække ekstra med folk ned i byen, konstaterer Hanne Lund.
For nogle af kunstnerne var det en udfordring med de høje varmegrader, mens andre tog det helt køligt.
Der er massevis fotos fra isskulpturfestivalen på Vores LokalAvis Facebookside, som du finder HER
Skulpturerne gjorde også lykke lørdag aften, da mørket havde sænket sig over Give. Foto: Jim Hoff