Fra Hattehuset over skolen til løveburene: Torben er Givskud Zoos nye koordinator for Teknik og Park 

På selve arbejdernes kampdag 1. maj skifter Torben Spejlborg skoleuniformen ud med den grønne uniform i Givskud Zoo. Efter 26 år med virke på skolen i Vonge starter han på et nyt kapitel i sit liv, hvor børnenes verden skiftes ud med dyrenes verden.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

VONGE/GIVSKUD: Torben Spejlborg har gennem mange år været en lokal ildsjæl med børn og unges ve og vel på sinde. Hans kamp for de unge startede tilbage i 1997, men i 2007 klappede Give Kommune pengekassen i i forhold til at sende midler til ungetilbud i Vonge/Kollemorten.  

Det fik egnen med Torben i spidsen til at fortsætte som selvejende institution, og det gik frem til 2014, hvor den nye skolereform medførte længere skoledage for børnene og dermed færre timer i SFO og klub.  

Ildsjælen bag Hattehuset 

Det var økonomisk uholdbart, og derfor kontaktede Torben Vejle Kommune for at overbevise skoleafdelingen om, at Hattehuset/SFO’en skulle integreres i skoledelen. 

-Den ide gik man med på, og den selvejende institution Hatten blev så overdraget til kommunen. Jeg blev afdelingsleder på skolen og underviste især i idræt frem til 2016, hvor stillingen som ledende pædagog blev ledig, da Ruth Krag gik på pension. Jeg søgte og fik stillingen, og så blev det til knap så meget undervisning i idræt, en 2-4 timer om ugen. Men jeg har haft en del vikartimer i alle fag lige fra tysk, som jeg sjovt nok aldrig selv har haft i skolen, til dansk og matematik osv., fortæller Torben.  

Torbens mor: Utroligt han endte med job på en skole 

At han endte med job i skoleregi, er en stor overraskelse for ikke mindst hans nu 80-årige mor, der i forbindelse ned sin 80-års fødselsdag sagde til Torben, at hun aldrig, aldrig nogensinde havde gættet på, at han endte med at arbejde på en skole.  

-Og det har hun jo ret i. Jeg har altid haft det tungt med at gå i skole, jeg havde det svært rent bogligt, så det at gå i skole interesserede mig ikke ret meget. Men det er jo en fordel i dag, når jeg skal snakke med elever, der har det på samme måde, for jeg forstår dem jo godt. Men jeg kan også forklare dem, at man sagtens kan blive til noget uden at være god til alt det boglige, lyder den fine pointe fra Torben.  

 

Eleverne på Øster Nykirke Skole havde lavet dette fine billede til Torben Spejlborg i anledning af hans jobskifte fra skolen til Løveparken. Foto: Jim Hoff

Foreningsmenneske – og dyrepasser i fritiden 

Sideløbende med karrieren i Hattehuset og på skolen har Torben været med i lokalrådet og en ivrig leder/træner i byens gymnastikafdeling ikke mindst for kultholdet “Svedige Mænd”, der kører på 15. Sæson - og så har han da også lige passet jobbet som dyrepasser i weekenderne i Givskud Zoo i nu 25 år. 

-Oprindeligt var det for at tjene lidt ekstra, for lønnen var ikke stor i starten i Hattehuset. Og så er jeg blevet hængende, for det endte med at blive en hobby for mig, det med Givskud Zoo –og dyrene – og en god hobby, som ikke koster mig penge, men som tværtimod giver lidt ekstra penge, fortæller Torben med et skævt smil.  

Koordinator i Team Park og Teknik 

1.maj tiltræder han en stilling som koordinator i den nye afdeling Team Park og Teknik, en stilling han blev tilbudt af Givskud Zoos afgående direktør, Richard Østerballe, og som han sagde ja tak til. 

-Jobbet i Givskud Zoo har været min måde at stresse af på fra dagligdagens arbejde på skolen. Nogle løber lange ture eller går til fodbold for at stresse af, men for mig er det at passe dyrene bare ren afstresning. Nu venter der mig en anderledes og noget bredere opgave i Teknik og Park, hvor jeg også indgår i parkens vagtordning sammen med Kent og Christian. 

-Jeg vil vurdere, at 60-70 procent af mit job bliver af den administrative slags, men mon ikke jeg også kommer ud i parken og pusler lidt med tingene. Jeg elsker jo at bruge minde hænder, så der skal nok være nogle fine opgaver til mig på den konto også.  

Torben Spejlborg er godt bekendt med forholdene i Givskud Zoo, hvor han har været dyrepasser i weekenderne i 25 år. Foto: Jim Hoff

Ikke et fravalg af skolen, men et tilvalg af Givskud Zoo 

Det er vigtigt for Torben at pointere, at hans jobskifte skyldes et tilvalg af Givskud Zoo og ikke er et fravalg af skolejobbet.  

-Jeg havde faktisk dårlig samvittighed, da jeg sagde op, ikke mindst fordi timingen her i en meget travl tid for administrationen på skolen ikke er ret god. Og så er jeg da også spændt på, hvordan det skal gå i det nye job. Men ok, jeg har den fordel, at jeg kender både stedet og rigtig mange af folkene, og jeg ved også at Richard Østerballe har clearet min ansættelse med parkens nye chef, Rasmus Nielsen, som er helt indforstået med min ansættelse, siger Torben.  

I forhold til at besætte Torbens nu ledige stilling kan skoleleder Tina Grønborg Hansen fortælle, at der har været mange kompetente ansøgere til stillingen, så hun er yderst fortrøstningsfuld i forhold til at finde den rigtige person til at udfylde Torbens store fodspor på skolen.  

 Læs her om den dag Torben sagde farvel til eleverne på Skolen i Vonge