Foreningernes Dag version 2.0: Foreningslivet inviteres til Black Friday

Give Handel og Erhvervs Black Fridayudvalg er nu ude med en officiel invitation til byens og områdets foreninger: I skal da med til Black Friday! 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FORENINGSLIV: Kan I huske Foreningernes Dag i bymidten i Give? Fredag 1. september summede byen af liv og galde foreningsmennesker, og det kan komme til at ske igen, når Give Handel & Erhverv inviterer til den store handelsaften, Black Friday. Det sker fredag den 24. november, hvor der meget gerne må komme liv i kludene i byen. 
Den opfordring kommer fra Black Friday-udvalget, der består af ejendomsmægler Maiken Nørtoft og uddeler Claus Villumsen. De har et retorisk spørgsmål til foreningerne i Give og omegn. 

“Vi skal have fyldt gaderne” 

Skal Black Friday være en ”foreningernes dag version 2” ……? Fredag den 24.11.2023 er der Black Friday i Give, og vi forventer masser af mennesker i byen og liv i gaderne. Black Friday eventet kører officielt fra klokken 20.00-22.00 i Give midtby, men langt de fleste butikker har åbent fra kl. 10.00- 22.00, så der vil være mennesker i byen hele eftermiddagen og aftenen, lyder opfordringen fra Maiken og Claus.  

De henfører naturligvis til “Foreningernes Dag”, som tidligere beskrevet her var en stor succes i starten af september. 

- Mange af foreningerne var glade for arrangementet, og mange har spurgt, hvornår de kan være med igen. Og det kan vi da svare på lynhurtigt: Det kan I til Black Friday. For vi vil gerne have fyldt gaderne, og det er kun fantasien, der sætter grænserne for, om I stiller med en bod, event, aktivitet eller lignende, Udvalget fordeler alle foreninger i Østergade, Torvet og Vestergade, så det giver mening for alle byens butikker.  

Håber mange er med 

- Vi ser meget gerne, at I er med fra kl. 19.00-22.00. Vil jeres forening være med, vil l at sørge for fest og aktiviteter i gaderne, skal I gøre følgende: Send en mail til Maiken Nørtoft på mai@mailreal.dk og tilmeld jeres forening, lyder opfordringen fra Maiken og Claus, lyder det fra Black Friday-udvalget med et fromt håb og ønske om, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet. 

I sin tilmelding skal man skrive, hvor stort et areal, man forventer at skulle bruge. Man skal også notere, om man har brug for strøm på sin placering.  

Og vi tager den lige igen: Send en mail til mai@mailreal.dk, hvis du vil tilmelde din forening!