Flot fremmøde i sensommersolen til 1. spadestik i Thyregod

Fredag den 13.9. blev der afviklet 1. spadestik på de 16 boliger, der nu skal bygges på udstykningerne på byens nyeste vej, Gråspurvevej, som er en ny sidevej til Solsortevej. Der var flot fremmøde, da borgmester Jens Ejner Christensen stak spaden i den mørke muld i kommunens vestligste forpost.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

Thyregod: Nu er det ganske vist. Thyregod får 16 nye boliger beliggende på Gråspurvevej ved solsortevej. At første spadestik blev foretaget på en flot sensommerdag med masser af sol fra oven er ganske symbolsk.

For det her projekt er noget, som det lille bysamfund i kommunens vestligste region har ventet på i en del år efterhånden, fordi det af forskellige årsager er blevet udskudt et par gange.

Der var fin opbakning til 1. spadestik på den nye boligbyggeri på Gråspurvevej i Thyregod. Foto: Jean Darly

Fantastisk opbakning

Det er Boligforeningen Give, der er bygherre, mens Domea.dk står som byggeforretningsfører. Selmer Byg  A/S står som totalentreprenør, og Holst Bygherrerådgivning ApS er i spidsen for bygherrerådgivningen. Arkitekt på projektet er  Ginneruparkitekter A/S, ingeniør er Drias A/S.

-Det var dejligt med så enormt flot et fremmøde. Vi blev nærmest blæst helt bagover af den flotte opbakning til 1. spadestik. Det er bare så fedt med så meget interesse for vores projekt her i Thyregod, lyder det med begejstring i stemmen fra Pernille Esmark Prahm, der er projektchef hos Domea.dk

Hun kan ydermere oplyse, at der allerede er skrevet folk op på venteliste til projektet på Gråspurvevej, så der er stor interesse for at rykke ind i det nye boligområde.

Efter at Pernille havde budt folket velkommen, var der taler ved Jens Bork, Boligforeningen Gives formand, samt borgmesteren, og så kunne man ellers gå i gang med den symbolske spadestikshandling med store sultne gravemaskiner lurende i baggrunden.

Bygger 40 boliger i alt sammenlagt i tre lokale byer

Og det er såmænd ikke kun i Thyregod at borgerne kan fryde sig over nybyggeriet, for også i Vonge og Givskud er der nye boliger på vej med Boligforeningen Give som bygherre.

Det samlede projekt byder på i alt 40 nye familieboliger. De får alle tre rum og bliver på 89 m2. Boligerne i de tre byer fordeles med 16 i Thyregod, 14 i Givskud og 10 boliger i Vonge. De opføres som dobbelthuse, og hver bolig har egen terrasse, parkering og depot.

Det forventes at boligerne i Thyregod bliver klar til indflytning i slutningen af 2025, og det samme skulle gøre sig gældende for projekterne i Vonge og Givskud

Den festlige dag i Thyregod blev rundet af med champagne, kransekage og kaffe – og så kunne de store tunge entreprenørmaskiner ellers bare gå i gang med det rigtige gravearbejde.

Borgmester Jens Ejner Christensen holdt tale ved seancen i Thyregod. Her flankeret af projektchef Pernelle Esmark Prahm. Foto: Jean Darly