Fantastisk god nyhed: Give har også en cykelhandler i fremtiden 

Det har længe ligget i luften, at Give skulle miste både sin fine cykelforretning og indehaver Peter Hansen. Men nu er der sket en glædelig udvikling i sagen. Og det betyder, at Give fortsat vil have en cykelhandel i byen – og Peter Hansen bliver en del af det nye setup. Hvad det går ud på, kan du læse om lige her. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: Snakken omkring cykelbutikken i Give har nu taget en særdeles positiv drejning. I starten af foråret kunne vi her i avisen melde ud, at Peter Hansen skulle være ude af butikken pr. 1. januar, idet ejeren af personlige årsager er nødt til at afvikle ejendommen.  

Efterfølgende kom det frem, at Peter skulle være en del af S.Ø Cykler i Ejstrupholm, og at Give dermed ville miste en af sine bedste og mest attraktive cykelbutikker. Det vakte ikke ligefrem glæde i Give og omegn.  

Nu kommer SØ Cykler til Give – med Peter Hansen i butikken

Men her i weekenden har sagen taget en anden drejning – og det er en positiv en af slagsen.  

Formanden for Give Handel og Erhverv, Hanne Lund, kunne meddele avisens søndagsreporter, at Give alligevel fastholder en cykelbutik i byen.  

- Vi har i Give Handel og Erhverv været meget ærgerlige over at miste vores fine cykelbutik, så jeg kontaktede Søren Østergaard, der står bag S.Ø. Cykler i Ejstrupholm og forklarede ham, hvor godt et marked, der er her i Give for en cykelbutik – og hvor meget byen vil det her.  

- Søren lyttede interesseret, og så tog ham med til Give for at se på den ledige butik i Østergade 4, hvor også udlejer Kevin Assenbjerg var med. Søren var med på ideen, han syntes godt om lokalerne, og her søndag er det så en realitet: Give har fortsat en cykelhandel, Peter Hansen kommer til at passe butikken for Søren Østergaard - så alt er bare godt, lyder det med glæde i stemmen fra den driftige handelsstandsforeningsforkvinde.  

 

Cykelhandler Peter Hansen forlader alligevel ikke Give, som ellers meldt ud i denne uge. Han starter i starten af oktober som daglig leder af SØ Cykler, der får lokaler i Østergade 4 i Give. Foto: Jim Hoff

Åbner sandsynligvis den nye cykelbutik i starten af oktober

Søren Østergaard ser og så frem til at åbne en cykelbutik i Give med rutinerede og velansete Peter Hansen som daglig leder i butikken.  

- Det er aftalt at jeg køber al Peters inventar, og at jeg ansætter Peter som daglig leder i butikken. Peter lukker ned for butikken på Præstevænget 1. oktober, og så skal der lige ryddes op og flyttes ting og sager. Når alt det er på plads, starter vi op. Det er fine lokaler med en god beliggenhed, og udlejer Kevin Assenbjerg har været meget samarbejdsvillig i forhold at få det her setup på plads, så jeg har positive forventninger til, at det her bliver rigtig godt, siger Søren Østergaard. 

Han havde jo egentlig indstillet sig på, at Peter skulle starte hos ham i SØ Cykler på Holmegårdsvej 2 i Ejstrupholm, men da han fik forelagt de gode muligheder i Give, var Søren ikke i tvivl om, at han skulle åbne en cykelbutik i Give.  

Setuppet bliver således, at Ulrik bliver ved med at passe butikken i Ejstrupholm, og Peter passer så butikken her i Give. Selv er jeg fuldt beskæftiget med at passe min anden virksomhed, SØ Biler i Ejstrupholm, så jeg er ikke selv inde og rode med cyklerne i de to afdelinger. Det arbejde er i rigtig gode hænder hos Ulrik og Peter, pointerer Søren.  

Peter:Det bedste for Give

 Peter Hansen er også glad for den nye konstellation, og han er glad for, at han på den måde kan fortsætte sit virke i Give.

-Det er godt nok gået hurtigt her i weekenden. Søren kom i tanke om den her nye ide i fredags, og så her søndag kan jeg høre, at det bliver til noget. Jeg er da glad for, at jeg kan blive i Give, hvor jeg kender folk, og de kender mig, så det her er en god løsning. Når jeg nu ikke selv havde lyst til at bøvle med at finde nye lokaler, var det fint, Søren gik ind og fandt en god løsning. Det her er helt sikkert det bedste for Give, siger Peter Hansen, der just er kommet hjem fra en 90 kilometer lang cykeltur med cykelklubben blandt andet gennem bakkerne ved Egtved. Så har er med egne ord "godt mør". 

Peter er klar til at gå i gang i den nye butik, så snart Søren Østergaard melder klar i Østergade 4. Men han tænker også, at han i forhold til sin nuværende arbejdssituation, kommer til at drosle lidt ned på timetallet. Og det er vel fair nok med tanke på, at Peter er 74 år.

Det allervigtigste for Give by er dog, at man beholder både Peter og en cykelbutik i byen, for Give er en stor cykelby, og Peters mange år som cykelhandler i byen viser med krystalklar tydelighed, at der er brug for en cykelbutik i byen. 

 

Søren Østergaard fra SØ Cykler ser gode muligheder med sin cykelforretning i Give - og det bliver med Peter Hansen, Gives nuværende cykelhandler, ved roret. FOto: Jim Hoff