Familiehygge, FIFA 2024 eller rollespil i klubben? Det sidste, ja tak!
Rollespilsaften – jamen, er det noget man stadigvæk dyrker. Klarer pc’en eller smartphonen ikke den slags nutildags? Nej, ikke i klubben i Give hvor rigtige unge mennesker møder op til en fed aften, hvor de kan kaste sig ud i en lang række sjove, vanvittige og muntre roller med dertil hørende gakkede udklædninger.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
UNGDOMSLIV: 65, mere eller mindre, udødelige sjæle lagde deres skæbne i Dronning Ikkas hænder... og så endda på en helt alm fredag aften. 65 rollespilsgale klubbørn havde fredag aften valgt at glemme alt om fredagsslik, familehygge og udgivelsen af FIFA24, for i stedet at deltage i årets største fest, nemlig rollespils aften i klubben.
Det fortæller rollespilsdragen over dem alle, pædagog Laila Beltoft, der naturligvis selv var en del af det herlige setup fredag aften i klubben i SFO’en i Give, hvor den digitale fantasy-verden for en stund var pakket ned til fordel for ægte samvær med ægte mennesker, omend i både mystiske og dramatiske forklædninger.
Rollespil har gennem en årrække været en fast tradition i klubben, hvor der er blevet udkæmpet ikke så få drabelige slag, hvor antallet af nedlagte drager overgår selv de tårnhøje klassekvotienter i folkeskolerne, og hvor mangen en konge har lidt en grum skæbne i skoven bag klubben.
Desværre har sortelverne endnu ikke fået ram på den grusomme Kong Inklusion, der desværre har alt for stor opbakning fra de lærde inde på Hogwarts. Men så længe vampyrkongen, Kong Inklusion, regerer, sparer riget guld og mønter, og det er jo noget der på cv’et pynter!
Med dette personale til at stå for betjeningen på kroen er det ikke så sært, at der var fyldt op, og at stemningen var forrygende. Privatfoto
Så var der fest på kroen
Nuvel, tilbage til fredag aften. Her kan Laila med munter stemme berette, at Dronning Ikka, Kromutter, en rejsende i tid og en enkelt kortbenet dværg, havde budt sortelvere, præster, dronningens vagter, lyselvere, dværge, mennesker og et par tyve op til dans.
- Der blev svunget sværd med kamp til døden, handlet på markedspladsen, der var bryllup med efterfølgende fest i kroen, nu med ekstra god mad og i dværgenes mine kunne man grave efter guld. Alt sammen i rammerne fra lyskæder, (beklager men vi har tømt byens Brugs) lamper og smedeartefakter, så der var virkelig pyntet flot op, fortæller Laila.
Hun kan med royal begejstring i stemmen ydermere berette om, at flere rollespillere også gav udtryk for, hvor fedt det var, at de voksne havde gjort så meget ud af det.
- Alle var boblende af glæde, og der var stor entusiasme efter en dejlig aften i rollespillets tegn. Tak til klubbens børn og ikke mindst forældre, for den store opbakning, lyder det afslutningsvist klubbens svar på Ghita Nørby.
Du kan se flere fotos fra rollespilseventen HER