Et år med INTO the OUT: Natur, Leg og Mod i Give

For et år siden lancerede Jen Fagan Simonsen sin virksomhed INTO the OUT fra sit hjem i det naturskønne Give. Hun er så stolt af det, der er opnået i et år – og selvom der stadig er lang vej, håber hun, at hun kan inspirere andre, og at lokalsamfundet vil bakke godt op om det.

Af redaktionen

Det hele begyndte med en drøm og en naturdagbog – UD! Naturbog – og er siden vokset til en konsulentvirksomhed, der inspirerer familier, skoler og institutioner til at bringe børn tættere på naturen gennem leg og læring.

- Jeg ønskede at vise, at man ikke behøver en skov for at give børn store naturoplevelser. Det kræver hverken særligt udstyr eller store budgetter – bare modet til at gå mere ud. Når børn løber, klatrer, finder biller eller får jord under neglene, bliver de mere nysgerrige, mere modige – og mere forbundet med verden omkring dem, siger Jen.

Fra Give til verden

INTO the OUT har på kort tid markeret sig både lokalt og internationalt. Virksomheden har netop afsluttet et stort konsulentprojekt for daginstitutioner i Herning Kommune med fokus på legepladsudvikling. Derudover har Jen afholdt flere oplæg og workshops for institutioner og ledere, senest på en international konference i Amsterdam. I oktober er hun inviteret til at tale på en global uddannelseskonference på Bali.

Naturlejre med venteliste

Jen har arrangeret udendørs lejre i flere år, men siden flytningen fra Nordsjælland til Jylland er interessen eksploderet. Påskelejren i Give blev i år udsolgt på under 24 timer, og to af sommerlejrene er allerede fuldt bookede. Den tredje har kun to ledige pladser tilbage.

- Det er overvældende at se familier fra både Billund og Vejle – og endda nogle, der er flyttet til udlandet – vende tilbage for at deltage i lejrene. Det viser en voksende interesse for at forbinde børn med naturen, siger Jen.

Workshops med bid

Jen afholder også pædagogiske workshops med SFO’er og dagtilbudspersonale – ofte med fokus på legepladsens indretning og de voksnes roller i uderummet. Hun lægger ikke fingre imellem, når det kommer til brugen (eller misbruget) af udearealer.

- Legepladsen må ikke blive et rum, hvor børn opbevares, så de voksne kan nå en kop kaffe. Misforstå mig ikke – jeg tager hatten af for alle, der arbejder med børn. I fortjener både pause og kaffe! Men vi nedprioriterer ofte uderummet, og når vi endelig bruger penge på det, så er det på ét stort legeredskab, som mister sin tiltrækning efter en måned.

I stedet opfordrer hun til legezoner, fleksible materialer og aktive voksne, der kan være med til at starte – og understøtte – gode lege.

- Mange konflikter i frikvarterer skyldes, at børn keder sig. Der er for få voksne til stede til at understøtte legen, og alt for ofte er rammerne bare ikke inspirerende nok, siger hun. "INTO the OUT kommer gerne og trykker lidt på knapperne – og ryster op i 'vi har altid gjort det sådan her'-posen.

Jen Fagan Simonsen er uddannet lærer og pædagog med erfaring fra både danske børnehaver, skovbørnehaver og internationale skole. Privatfoto

Risiko og tryghed

En central del af Jens arbejde handler om at genintroducere risikofyldt leg i børns hverdag – med mod og balance.
Hun oplever, at legepladserne har rigtig mange regler, og at mange fagprofessionelle bliver usikre, når børn leger vildt eller tager risici i uderummet – ikke fordi de ikke ved, det er godt for børn, men fordi de frygter reaktioner fra forældre.

- Jeg ser desværre en tendens til, at man hellere fjerner klatretræer og redskaber end tager dialogen med forældrene om, hvorfor risikofyldt leg er så vigtig, siger Jen.

Et eksempel på dette så hun i en daginstitution i Herning, hvor kommunen fjernede de nederste grene fra træerne i et lille skovområde på legepladsen – så børnene ikke længere kunne klatre – fordi skovbunden ikke havde det krævede faldunderlag.

- Det er paradoksalt, at regler og bekymringer ofte går imod den forskning, der viser, hvor vigtigt det er for børn at lege frit og tage risici. Det er her, børn finder mod, styrke og ro – og bygger den robusthed, de skal bruge hele livet.

INTO the OUT støtter både fagfolk og forældre i at forstå og navigere i netop dette felt.
Jen holder oplæg på personalemøder og forældreaftener, hvor hun sætter fokus på barnets udvikling, kompetencebuler og hvordan vi skaber et fælles sprog og tryghed omkring risikofyldt leg.

En vision for fremtiden

Jen er fast besluttet på at fortsætte sit arbejde med at bringe børn tættere på naturen. Hun ser det som en nødvendighed i en tid, hvor børns mentale sundhed og forbindelse til naturen er under pres.

- Vi skal give børn mulighed for at udforske, tage chancer og lære gennem leg i naturen. Det er ikke kun sjovt – det er essentielt for deres udvikling, afslutter hun.

FAKTABOKS: Jen Fagan Simonsen

- Bor i Give med sin mand og to børn.

- Uddannet lærer og pædagog med erfaring fra både danske børnehaver, skovbørnehaver og internationale skoler.

- En naturnørd, der elsker at observere årstidernes skiften på sine daglige gåture.

- Forfatter og illustrator til flere bøger, blandt andet til UD! Naturbog.

- Stifter af INTO the OUT dk – en virksomhed med fokus på udendørs læring gennem leg.

- Har afholdt konsulentforløb, workshops og oplæg i både Danmark og internationalt.

- Læs mere på www.intotheout.dk