Erhvervsudvikling: Dan Cake ønsker at udvide 15 meter i højden

Dan Cake på Hjortsvangen i Give går med udvidelsesplaner, og disse er blevet drøftet på et møde i tekniks udvalg, hvor man vender tommelen opad i forhold til, at virksomheden gives tilladelse til, at der bygges op i en højde på 15 meter og udvides med ny produktionshal og lager.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Den lands- og verdenskendte kagefabrik, Dan Cake i Give, går med konkrete udvidelsesplaner. Faktisk har virksomheden siden 2022 arbejdet med en udvidelse af virksomheden på Hjortsvangen 15 i Give. 

I forbindelse med udvidelsesplanerne har Vejle Kommune modtaget et ønske fra virksomheden om en dispensation fra eksisterende lokalplan nr. 035001. Det handler helt konkret om øgede bygningshøjder i forbindelse med udvidelserne af virksomhedens produktion og fryselagerkapacitet, og søger derfor om en dispensation fra lokalplan nr. 035001.

Pladsmangel og rettidig omhu

De nye projekterede bygninger har nemlig højder fra 9 meter til 15 meter og et grundareal på i alt ca. 10.300 m², og den eksisterende lokalplan kun giver mulighed for, at der kan bygges i op til 8,5 meter, dog med mulighed for dispensation til en større højde, hvis særlige hensyn til virksomhedens indretning eller drift nødvendiggør dette. 

Byggeplanerne er funderet på behovet for mere plads – og rettidig omhu. Virksomheden mangler især lagerplads, og man har også besluttet sig for at bygge en hal til produktion, så man på den måde er fremtidssikret, da den eksisterende bygning er ganske presset. På den måde kan virksomheden være på forkant, hvis der skulle opstå et behov for at udvide produktionen - noget man jo har set flere gange før fra den driftige virksomheds side.

Anbefaler dispensation

Dan Cake har foretaget tre visualiseringer af udvidelsen fra nærtliggende veje, og ud fra disse visualiseringer vurderer man i teknisk udvalg, at der kan dispenseres fra lokalplanen, da bebyggelsen på afstand fra flere vinkler dækkes af eksisterende beplantning, og da en byggehøjde på 8,5 meter ikke kan rumme nutidens produktionsformer.

Teknik- og Miljødirektøren indstiller, at der dispenseres til bygningshøjder op til 15 meter, hvis der ikke i nabohøringen, der kører i 14 dage, fremkommer væsentlige bemærkninger. Derefter skal sagen alene behandles i Teknisk Udvalg.

Så snart nabohøringerne er vel overstået uden projektbremsende indsigelser, vil virksomheden gå i gang så hurtigt som muligt med at igangsætte byggeriet af lager og hal.

Andre læser

Så er der linet op til igangsætning af ny lokalplan for Give Syd: Realistisk med fodboldbaner ved Sdr. Ringvej