Englehop, planker og futsal: Så kom Give Fremad i gang med udendørssæsonen
Kong Vinter havde endnu engang spillet fodboldfolket et puds, da Give Fremads herreseniorafdeling lørdag den 20. januar indledte udendørssæsonen. Opstarten blev grundet sne, sjap og is på kunstgræsset flyttet til Elkjærhallen.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Torsdag den 28. marts starter såvel jyllandsserien som serie 1 i Give Fremad op med sæsonens første turneringskamp. Men de succesfulde fodboldkrigere i grønt trak allerede i kampdragten lørdag den 20. januar, hvor cheftræner Kasper Bach-Jensen sammen med sit kompetente trænerteam Jesper Jochumsen, Brian Sølund, Flemming Duus og Lars Pedersen kaldte ind til årets første samling.
Det skulle have foregået på “Kunsten” ved Søndermarkshallen, men store dele af banen var ‘velsignet’ med sne, is og store frostflager, så derfor flyttede man træningen til Elkjærhallen i Grønbjerg. Såvel Ikærhallen som Søndermarkshallen var nemlig optaget af indendørsstævnet Faxe Kondi Cup i regi af Frem Thyregod.
Ud over de fem trænere mødte 22 spillere op, og de fik efter en grundig opvarmning med lækre intervalløb, styrketræningsøvelser og tempofyldt teknisk boldstimulering lov til at kaste sig ud i n forrygende omgang futsal med fire hold, der alle på forhånd var favoritter til “at vinde hele lortet”, som hold 4 så poetisk udtrykte det.
22 spillere var mødt op til første træningsdag, da Give Fremad inviterede til sæsonstart i Elkjærhallen. Foto: Jim Hoff
Spiller ‘landskamp’ mod tyske Weich Flensburg onsdag dem 24.1
Efter denne fine opstart med masser af bold i benene stod den på klassisk opstartssuppe med en frisk Pepsi Max til at skylle dagens tekniske tryllerier ned med. Og så blev der hygget igennem.
Men allerede onsdag den 24. januar bliver går det for alvor løs, når Give skal repræsentere de danske farver i en vinterlandskamp mod Tyskland.
-Weich Flensborg fra liga 4 stod og manglede en modstander onsdag 24/1 i Skærbæk. Så nu får drengene lov at match sig på højeste niveau. De er halvtidsproffer, så vi får sikkert en del at se til, men de skal da bydes op til dans, konstaterer Kasper Bach-Jensen, der forøvrigt er i gang med at tage UEFAs A-Licens.
Om alt går efter meteorologernes forudsigelser, så kan “Kunsten” tages i brug på torsdag, og så kører det ellers slag i slag med faste tirsdag/torsdags-træninger og træningskampe.
Med hensyn til truppens udseende, tilgang/afgang, så vender Vores LokalAvis snart tilbage med en artikel desangående!