En helt unik fodboldhistorie: Lokale fodbolddrenge sprudler hos GLIF Academy
Martin Sølund og Jesper Duus har gang i et fremragende fodboldtiltag sammen med 19 fodboldglade gutter i U12 og U13-alderen. Konceptet hedder GLIF Academy og er en kompetent lokal pendant til FC Midtjyllands licenstræning, og her har man spillere til træning hver fredag fra 8 forskellige klubber.
Af Jim Hoff – jimhoff@voresokalavis.dk
DRENGE OG BOLD: Normalt er det storklubber som VB og FCM, der tilbyder akademitræning til ungdomsspillere, men ude på bane 2 ved Elkjærhallen i Grønbjerg har de to lokale trænere Martin Sølund (der har erfaring fra licenstræning og diverse U-Hold) og Jesper Duus ( som seniortræner blandt andet i BFO og Give Fremad) gang i et unikt og ganske fremragende projekt: GLIF Academy.
19 drenge fra 8 forskellige klubber
Her mødes 19 spillere hver fredag eftermiddag klokken 16.00 til god, målrettet og seriøs fodboldtræning. Spillerne er fra kategorien U12 og U13, årgang 2011 og 2012, og de kommer fra disse 8 klubber: Grønbjerg/Langelund, Give, Billund, Brande, Grindsted, Vorbasse, Hejnsvig og Filskov.
-Jeg har selv været medtræner hos FCMs licenstræning, og det er her, jeg har fået inspirationen fra til at lave et mere lokalt akademi med forældre/spillervenlige træningstider og afstande. Her hos GLIF Academy er træningen ikke åben for alle, modsat nogle af de store klubbers tilbud, som let bliver til kvantitet i stedet for kvalitet.
-Jesper og jeg scouter selv spillerne, og det vi kigger efter er først og fremmest spillernes vilje og lyst til at lære noget og lyst til at arbejde for sagen. Naturligvis handler det også om de fodboldmæssige kvaliteter og potentiale, fortæller Martin, mens de friske unge fodboldglade gutter dukker op til træningen med brede smil og masser af benzin på tanken.
Martin Sølund (tv.) og Jesper Duus har gang i et rigtig flot fodboldprojekt, GLIF Academy, hvor de tilbyder god, målrettet og færdighedsudviklende træning til U12 og U13 drenge. Foto: Jim Hoff
Fedt at se spillerne rykker sig
Martin kan fortælle, at der denne fredag er to nye spillere med, der er til prøvetræning, hvor spillerne og trænerne kan se hinanden an.
-Vi arbejder med kvalitet i træningen. Det handler om at forbedre spillerne teknisk, vi arbejder meget med de mere fodboldnørdede detaljer på et ret højt niveau. Det kan lade sig gøre, fordi vi har samlet en homogen trup af drenge, der vil det her. De kommer her for at blive bedre fodboldspillere, og de er villige til at arbejde for sagen. Derfor er det fedt at være træner for de her drenge, og det er også dejligt, når man kan se, hvordan de rykker sig og bliver bedre på flere områder.
Handler ikke om at ’hapse’ spillere
Som udgangspunkt handler det kun om træning, GLIF Academy er ikke en decideret klub, der er med i en fast turnering. Men drengene har været afsted som samlet hold til et par stævner, senest til et elitestævne i Esbjerg, hvor der bl.a var hold med fra både Norge og Sverige.
-Det er ikke meningen med det her projekt, at vi er ude på at hapse spillere fra andre klubber. Det handler om at tilbyde et ekstraordinært træningstilbud til drenge fra klubberne i lokalområdet. Jesper og jeg gør det her frivilligt, og når vi ser frugten af vores arbejde, bærer det i høj grad lønnen i sig selv. Og lidt sejt er det da, at de her drenge med denne ekstra træning her hos GLIF Academy er i ilden 4-5 gange om ugen med deres fodbold. Det viser da ret godt, det her er noget, de brænder for, lyder den fine pointe fra Martin.
Drengene går til stålet - også i de mere komplekse øvelser. Men der er altid smil på læben, for de her knægte nyder det fine setup. Foto: Jim Hoff
Drengenes klubber har første prioritet
Hans wingman på træningsbanen, Jesper Duus, kan fortælle, at der er en del nye spillere på vej.
-Her i foråret er vi 19 spillere, men når vi starter op igen efter sommerferien, er det med hele 25 spillere på banen. Der er flot med så mange spillere, og i forhold til de klubber, som spillerne kommer fra, har vi ikke hørt et eneste negativt ord. Tværtimod er forældrene til vores spillere her meget positive og roser vores projekt. Som træner er det da også virkelig spændende at arbejde med så god en flok spillere, der bare vil blive bedre, og som vil knokle for det.
- Og vi gør det klart for både spillerne og klubberne, at deres klub har første prioritet. Hvis de skal spille kamp en fredag, så stiller de op for deres klub, sådan er det, siger Jesper.
Efter det obligatoriske holdbillede med dette overflødighedshorn af Messi’er, Ronaldoer, Højlunder og Mbappe’er går træningen i gang med to stationer: Fodboldtennis og målrettet interval-løbetræning med fokus på hurtige fødder og kvikke vendinger.
Den sidste øvelse hiver ubarmhjertigt de sidste iltreserver ud af knægtenes lunger, men Martin holder dem stålsat og myndigt til ilden ud fra den velkendte devise om, at træthed er noget, der skal løbes væk, smiley.
Hjalte og Muli: Sjovt, lærerigt og højt niveau
Et par af knægtene, Hjalte og Muli, stiller velvilligt op til et lyninterview, hvor de fortæller om deres tanker på setuppet omkring GLIF Academy.
- Det er fedt at komme til træning her. Træningen er rigtig god, og der er et højt niveau, fordi alle spillerne her er rigtig gode. Det er aldrig kedeligt, og så bliver vi også bare bedre. Vi lærer nogle nye ting, siger Hjalte.
Hans makker Muli er helt enig.
-Det er sjovt og lærerigt, fordi vi er gode alle sammen, og fordi vi alle giver den gas i øvelserne. Jeg glæder mig altid til, at det bliver fredag, fordi så skal jeg til træning her, lyder det med et stort smil fra den unge mand.
En god gang fodtennis er altid godt - og en fin øvelse, der kræver teknik og snarrådighed. Foto: Jim Hoff
Netop fordi det er i Grønbjerg lykkes det
Herefter går træningen over i makkerøvelser, hvor det handler om hurtige fødder, teknik og boldomgang/driblinger med pres på fra en bagfra kommende makker osv. Knægtene elsker det, de giver den fuld power, og selvom der både grines og gejles, så tager de det seriøst – og er nogen i tvivl om, hvorfor de er der, så skal Sølund nok hjælpe dem med at få genopfrisket varedeklarationen bag dette fantastiske og helt unikke lokale fodboldprojekt.
At så stærkt et projekt kan lykkes uden gnidninger skyldes uden tvivl også, at værtsklubben Grønbjerg Langelund IF, ikke er en stor klub i en større by. Dermed forsvinder klubbernes angst for ”strandhugst” af deres spillere, og de får jo også bedre spillere tilbage til deres respektive hold,
Det er en klassisk win-win, og stor respekt herfra til Martin og Jesper for deres flotte trænerarbejde med de her herlige fodboldglade knægte. Man får helt lyst til selv at hoppe i fodboldstøvlerne og starte fodboldkarrieren igen!
Du kan se masser af fotos fra GLIF Academy-træningen HER