Efter skadesplaget sæsonoptakt: Give Fremads jyllandsseriehold sæsonåbner hjemme 31. marts 

Efter 3 måneders fodboldtørke sparkes seriefodbolden i gang igen, og der sker med en hjemmekamp på Waldstadion, hvor Give JS 1 tager imod ASA fra Aarhus. Gives sæsonforberedelser har været præget af skader på vitale pladser og deraf manglende rytme og flow på holdet. Truppen er dog tæt på intakt, og der er kommet en spændende ny spiller til fra Jelling. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FODBOLD: Klokken 14.00 søndag går det løs! Her starter seriefodbolden igen, når Give Fremads hold i jyllandsserie 1 sparker sæsonen i gang med en hjemmekamp mod ASA fra Aarhus. Hjemmeholdets nyoprykkede mandskab har vanen tro været gennem en lang opstartsfase, der startede 20. januar.  

Der er blevet trænet to gange ugentligt samt spillet en 8 testkampe, men desværre har sæsonoptakten været en skadesplaget en af slagsen.  

Det fortæller cheftræner Kasper Bach-Jensen og assistenttræner Jesper Jochumsen, der bliver interviewet til Vores LokalAvis en lille uge før premieren hjemme på Waldstadion den 31. marts.  

-En ret stor del af vores 1. holdsspillere har været ramt af både mindre og større skader. Vi snakker afbud fra 5-6 spillere pr. Kamp i testkampene, så det har været tungt ikke at kunne trække på fuld trup både til kamp og træning, fortæller Kasper.  

Gives cheftræner Kasper Bach-Jensen (tv.) og assistenttræner Jesper Jochumsen kigger ind i en svær sæson som oprykker til Jyllandsserie 1. Men rammer holdet sit topniveau, vurderer de, at man kan blande sig i top 4. Foto: Jim Hoff

En række spillere fra A-kæden ude med skader 

På listen over skade spillere finder vi folk som Jonas Hansen, Jakob Kristensen, Jeppe Jørgensen, Kristoffer Larsen, Kasper Larsen, Simon Vilstrup, Peter Christensen og Mathias Bargmann Mortensen. Dertil har der også været lidt afbud til kampene, så det har været noget af et puslespil at få tingene til at gå op. 

-Det er svært at få spillet en rytme ind på holdet under de betingelser, og samtidig er det også svært at få en ordentlig tænding til træning, når så mange fra A-kæden er væk. Dels er konkurrencen mindre, dels er vi nødt til at passe ekstra på hinanden, så vi ikke render ind i flere skader - så det har været lidt af en balancegang, konstaterer Kasper og Jesper. 

I skrivende stund er Kris og Kasper Larsen dog meldt klar, ligesom Peter Christensen også er med igen. Det ser straks værre ud med Simon Vilstrup, Jeppe Jørgensen, Jonas Hansen (slem knæskade) og Jakob Kristensen i forhold til sæsonstarten.  

-Det betyder, at vi mangler en vigtig spiller i hver kæde, så det er ikke optimalt, konstaterer Kasper Bach-Jensen.  

Farvel til Østergaard - goddag til Thychosen 

Kigger vi generelt på truppen, er der stort set status quo i forhold til antallet af spillere i truppen. Man har mistet den unge skarpretter Jonas Østergaard, der prøver lykken på DS-holdet i Hedensted, hvor han fik et indhop i den første turneringskamp. Til gengæld er Mathias Thychosen kommet til fra Jelling, også en ung spiller på 18 år, som har fået en god fodboldskoling i VB i ungdomsårene.  

Sidste sæson spillede han U19 og lidt serie 4-bold i Jelling, og kigger vi på den unge mands gener, så ved vi, at hans mor Mie (datter af Ulrich Thychosen) har spillet masser af divisionskampe for VB plus landskampe, og farmand Bjerke gennem en årrække var en solid klippe på Jellings seriehold i serie 2 og 3. Der er med andre ord bold i den unge mand.  

-Mathias har gjort det fint i de 3.4 kampe, vi har brugt ham på JS 1. Man kan se, han er godt skolet i VB, og Mathias har et stort udviklingspotentiale. Han skal lige vænne sig til at spille seniorbold på det her niveau, men han er en fodboldklog gut, en god 8’er på midtbanen, der har et fint blik for spillet Nu skal han lige have tid til at udvikle sig, og generelt vil jeg sige, at han bliver rigtig spændende at følge, lyder det samstemmende fra trænerteamet. 

 

Den 18-årige midtbanespiller Mathias Thychosen er kommet fra Jelling og er gledet direkte ind i 1. holdstruppen i Give. Foto: Jim Hoff

Stort set status quo mht. truppen 

Der har under optakten været omkring 40 forskellige spillere til træning, hvorfra JS 1, og det også nyoprykkede serie 1 hold under ledelse af Brian Sølund og Flemming Duus har kunnet plukke fra til testkampene her i opstarten. Give stiller i år med de to førnævnte hold plus et hold i serie 4. 

-I store træk er det lykkedes at holde sammen på den trup, der stod bag oprykningen sidste sæson. Nikolaj Knudsen (rutineret og boldfast midtbanespiller, red.) kommer nok til at drosle lidt ned grundet job/familie, men ham vil vi kunne bruge på serie 1-holdet Og det er fint med noget rutine her. Holdet har mistet lidt spillere, unge gutter, der er flyttet til Aarhus, men stadig et godt hold med både unge talenter og rutinerede folk på banen, hvor unge gutter som Hugo, Bjørn og Rasmus byder sig godt til, konstaterer Kasper.  

-Vi skal ramme vores topniveau hver gang 

Som nyoprykker til JS 1 vil man automatisk møde bedre og klogere hold, der kynisk vil straffe de fejl, man begår. Men det afskrækker ikke de to succestrænere. 

-Som udgangspunkt går vi ud og spiller vores spil, men vi skal være mere skarpe og opmærksomme mod en række dygtige modstandere. Men vi kan godt være med, hvis vi går ud og rammer vores topniveau – og det skal vi så gøre hver gang, og vi skal være meget opmærksomme på at undgå at lave fejl.  

-Nu handler det om at komme godt i gang efter en uheldig opstart, og som sagt, rammer vi vores topniveau, så kan vi blande os i top 4. Jeg tænker, det er sådan, at vi kan slå alle hold i rækken, men vi kan omvendt også tabe til alle, hvis vi ikke er der på dagen. Derfor skal vi stå sammen som et stærkt kollektiv, vi slås og bløde sammen, vi skal have en god organisation, og så skal vi være stærke på dødbolde og omstillinger – og netop omstillinger er vores fronttrio som skræddersyet til at gennemføre på højt niveau, siger Kasper og Jesper. 

 

Rutine og ungdom på et og samme foto. Til højre veteranen Peter Christensen og til venstre unge Pelle Rasmussen, der i samarbejde løser opgaven hermed at pille kuglen fra en modspiller. Foto: Jim Hoff

Efter to oprykninger handler det nu om overlevelse 

Kasper går i gang med sin 3. sæson i Give. Han startede januar 2022, mens Jesper kom til Give Fremad senere i 2022. De sidste 2 /12 år har de to og deres mandskab vundet mange kampe og opnået to oprykninger, så det har i høj grad handlet om medgang og medvind på cykelstien. 

-Vi kommer som hold med en god mental ballast efter nogle år med succes. I denne sæson skal vi muligvis også være gode til at håndtere lidt modgang i kampe mod dygtige modstandere. Her får vi brug for den rutinerede kerne på holdet, når vi skal stå sammen i modvind – og de typer, der kan det, har vi også på holdet. Rent taktisk har vi også flere modeller at spille ud fra, hvilket vi uden tvivl også vil få brug for i de 14 kampe i foråret  

-Vores helt klare målsætning er, at vi skal overleve i denne stærke række. Der er ingen lette hold, ingen lette kampe, så vi skal virkelig være klar til hver eneste kamp. Jeg vurderer at Esbjerg må være en oprykningsfavorit, men vores første modstander ASA er også et virkelig godt hold med spillere med erfaring fra danmarksserien, så det er lige på og hårdt fra start, pointerer Givetræneren. 

Kickoff på SuperBrugsen Arena klokken 14.00 søndag 31. marts 

Give er i kreds med følgende hold: Bredballe, Fuglebakken, ASA, Aarhus, Esbjerg fB, Kolding B., Odder og Aarhus 19.00. Bredballe, Fuglebakken og ASA har henholdsvis 3, 2 og 1points med over fra efteråret.  

Kampen mod ASA spilles den 31. marts klokken 14.00 på kunstgræsset på SuperBrugsen Arena. Så mon ikke vi ses til påskebold?