Efter personligt turbulent 2022 er Christian nu klar til at sætte ny retning både personligt og firmamæssigt
Den lokale iværksætter, musiker og fotograf Christian Daugaard gennemlevede et 2022 med flere dybe personlige kriser, som var ved at sætte ham skakmat. Men nu er Christian stærkt på vej tilbage på det personlige plan samt med sit firma, der via nye frugtbare samarbejdsrelationer er på vej i nye spændende retninger.
Tekst Jim Hoff og fotos Christian Daugaard – jimhoff@voreslokalavis.dk
ARBEJDSLIV: Efter et hårdt 2022 med flere tunge personlige kriser, hvor han i slutningen af 2021 pludselig mistede sin mor, blev skilt i sommeren 2022 og samme år også fik konstateret ADD, måtte Christian Daugaard tage sit liv op til revision. Samtidig var hans professionelle liv som musiker og fotograf også ramt af efterdønningerne fra coronaen. Udfordringerne stod simpelthen i kø for den 35-årige musiker, fotograf og iværksætter.
- Begge mine forældre har altid arbejdet rigtig meget, en egenskab jeg også selv har taget med mig på min livsrejse. At være familiefar, musiker og fotograf med både private opgaver og erhvervsopgaver med meget skæve og ikke-familievenlige arbejdstider er hårdt, og da jeg mistede min mor i december måned i 2021, stoppede jeg simpelthen op og reflekterede over, hvad det egentlig er, der giver mig glæde i livet, fortæller Christian.
Tog sit arbejdsliv op til revision
Da han blev alenefar efter sin skilsmisse i sommeren 2022, havde Christian brug for mere tid sammen med sin datter – og det var en udfordring, da han havde et travlt arbejdsliv både som musiker og fotograf med eget fotostudio ved hjemadressen i Riis.
- Jeg tog mit arbejdsliv op til revision. Selv om coronaen ikke gjorde noget godt for mit forretning som musiker, så satte det gang i en ny niche, hvor jeg begyndte at lave live-streaming – og det er blevet så stor en succes, at jeg i dag lige er kommet hjem fra Folkemødet på Bornholm, hvor jeg har lavet livestreaming, og jeg har også haft 5-6 opgaver for Kongehuset sammen en del erhvervsopgaver. Der kom også gang i karrieren som, festmusiker i gen efter coronaen, noget jeg har dyrket, siden jeg var en 16-17 år, og som er en stor og vigtig del af mig. Med andre ord har jeg sammen med de føromtalte udfordringer haft gang i rigtig meget – og har nok også haft alt for meget på tallerkenen, siger Christian.
1 blev til 3
Men hen over 2023 har han fået to medspillere i skikkelse af Helena Fauerskov Lorenzen, der er virksomhedens medietilrettelægger og blæksprutte, og Chaline Regine Engelhardt Winther, der er tidligere selvstændig fotograf med speciale i babyfotografering.
- Chalines forretning er slået sammen med min, og hun er nu med her på rejsen som ansat og har været det siden 1. marts 2023, mens Helena kom til i august 2022. Det har simpelthen været så godt at få to hjælpere og sparringspartnere, både rent fagligt og arbejdsmæssigt, og så har det også givet mig den tid, jeg skal have til at være sammen med min datter, fortæller Christian.
Ved at være tre i virksomheden kan Christian også trække sig lidt mere tilbage i det daglige, ikke rent arbejdsmæssigt, men med hensyn til at ”være på”.
- Jeg er som udgangspunkt iværksætter og kan rigtig godt lide at arbejde med mennesker, men jeg har også en introvert side. Jeg er ikke så vild med at skulle udstille mig selv på de sociale medier, hvor der jo er en hård konkurrence hver dag om at blive set. Men med hensyn til SoMe-platformene er Helena rigtig stærk, så nu kan jeg bedre koncentrere mig om at finde min egen vej og være den rigtige, den ægte Christian i dette nye firma-setup. Og det er bare en fornøjelse at have samarbejdspartnere. Chaline og Helena er med til at gøre mig bedre, og sammen kan vi skabe et rigtig stærk brand med Give Foto – hvor vi for øvrigt arbejder på en nyt og mere internationalt navn til virksomheden, fortæller Christian.
Det handler om at skabe et aftryk i menneskers liv
Navneændringen skal ses i lyset af, at Christian vil længere ud geografisk med sin virksomhed. Helt grundlæggende handler det for Christian om at skabe et aftryk i folks liv, uanset om han er ude som musiker eller fotograf.
- Jeg vil jo rigtig gerne give en god oplevelse til andre mennesker. Det gør man som musiker, men da jeg i 2017 åbnede Give Foto, opdagede jeg, at jeg også her kunne sætte positive aftryk hos andre mennesker via mine billeder. De oplevelser vil jeg gerne ud med i hele landet. Og også gerne internationalt. Firmaet hviler i dag på tre ben, musikken, foto og streaming. Det handler om at holde skarp fokus på kernekompetencerne, og vi skal bevise os hver dag med hensyn til vores faglighed og ud og levere nogle rigtig fine produkter, samtidig med at vi bevarer et højt serviceniveau, siger Christian og tilføjer:
- Og så vil vi også tage undervisning ind i firmaet. Her handler det om at undervise folk i at tage gode billeder med deres iPhone eller deres kameraer. Jeg kan godt lide at undervise og dele ud af min viden, og nu er vi tre, der kan dele ud af vores viden og erfaring, hvilket jo er en stor styrke.
Give Foto, som det altså stadigvæk hedder i en rum tid, har i den grad opgraderet på fotografering af nyfødte og gravide i takt med at firmaet er blevet tilført kompetencer på dette område. Her er det planen, at der skal udvides endnu mere, ligesom der også skal satses endnu mere på erhvervssiden.
- Det er bare fedt at være et hold
- Jeg ser mig selv som studiofotograf, jeg elsker de faste rammer og at have fuld kontrol over tingene. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med stemninger, det er helt fantastisk. Nu er jeg begyndt at samarbejde med to kvinder, og det har give mig et nyt syn på mig selv – og øget mit selvværd. Vi taler meget konkret om at skabe en ny niche, hvor det handler om at give kvinder en luksus make-over oplevelse. Der bliver lagt flot make-up, lavet flot hår osv., der kan også tænkes i flot tøj, og så tager vi nogle lækre billeder, hvor piger/kvinder kan se sig selv fra deres allersmukkeste og mest spændende sider.
- Ved at tilbyde den slags service kan vi differentiere os fra konkurrenterne og være med til at give kunden følelsen af at være i centrum og at give vedkommende en opfattelse af at føle sig unik, samtidig med at de fotos vi skyder skaber nogle fantastiske minder. For helt grundlæggende handler det for os om at skabe stærke minder og højdepunkter i folks liv, pointerer Christian.
Og det skal han sammen med Chaline og Helene – og det har han det fremragende med, for som han siger med et stort smil, så er ”det fedt at være et hold”.
For på den måde kan den driftige iværksætter undgå at brænde sit lys i begge ender, undgå at blive ramt af stress og fremfor alt kan han lægge låg på den dårlige samvittighed i forhold til at have tid nok og til at være noget for de mennesker i livet, der betyder allermest for ham.
Christian har opdaget, at det er rigtig fedt at arbejde som et hold, hvor der er masser af sparring og flere hænder til de respektive opgaver. Foto: Christian Daugaard