Efter lang og sej kamp: Lokal musikalsk ildsjæl udgiver livsbekræftende album 

 ‘Kæmp for alt, hvad du har kært’, lyder en strofe i den danske sang Altid frejdig når du går, og det er var lige nøjagtigt, hvad den musikalske ildsjæl og musiklærer, Elsebet Lindegaard, har gjort i forbindelse med udgivelsen af sit fortræffelige album “Livets Allé”. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk 

ILDSJÆLE: Vi kender hende som en dynamisk musikalsk ildsjæl, der formår at smitte både børn og voksne med sin enorme kærlighed for musik. Vi kender hende som en dygtig og engageret musiklærer, og mange har også set hende på scenen i de første mange år til Spotlight, hvor hun med sin begejstrede tilgang og store engagement fik børn til at ‘synge højere end himlen’.  

Og nu kan Elsebet Lidegaard skrive en ny titel på sit fine cv, nemlig komponist og sanger, for 1.maj udgav hun sit album “Livets Allé”, som nu er tilgængelig på streamingstjenester som Spotify, Apple Music og YouTube.  

Albummet består af 14 sange om at være menneske, og Elsebet har naturligvis selv skrevet tekst og musik. En lille sproglig finte: At albummet udkom 1. maj, på arbejdernes kampdag, er ganske symbolsk, for det har været lidt af en kamp for Elsebet at få musikken udgivet. 

Børn bruger ikke blyanter: Nej tak til fantastisk undervisningsmateriale 

Rejsen fra idé til udgivelsen har været ‘ A long and Winding Road’ med reference til en Paul McCartney komposition fra Beatles-tiden. 

-Oprindeligt ville jeg skrive en bog. Og det gjorde jeg så, hvor jeg udgav alle mine sange i noder og tekst. Der var QR-koder til forskellige danse og bevægelser til sangene, og så var der opgaver til sangene, hvor børnene kunne skrive, tegne og klistre. Der var også opgaver der opfordrede børnene til at gå ud i naturen og få nogle oplevelser. Det hele var klar, og så fremlagde jeg det for forlaget Dansk Sang med henblik på at få det udgivet via dem, fortæller Elsebet.  

Men det blev et særdeles overraskende ‘nej tak’ fra Dansk Sang. Begrundelsen for afslaget kan være svær at forstå, men det lød ifølge Elsebet således:  

-Der er skriftlige opgaver tilknyttet bogen, og børn skriver ikke med blyanter i dag. Der er tværfagligt indhold, der duer heller ikke – og så er det ikke digitalt, børnene skal ikke bruge en pc!  

 

1. maj udkom Elsebets album "Livets allé" på en lang række streamingstjenester. Grafik: Lynn Tromborg

En bog med udviklingspotentiale 

Det var en hård nød at sluge for Elsebet, der havde lagt hele sin pædagogiske sjæl og dybe musikalitet i arbejdet. 

-Jeg forstod ærligt talt heller ikke begrundelserne. Min bog var delt op i 3 afsnit/temaer, der hver henvendte sig til henholdsvis indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen. Det var tænkt som en skolebog, man eksempelvis kan tage frem en gang om året og arbejde med. Og så kan man over et skoleforløb følge barnets udvikling i de tre skolefaser. Det har man gjort på Bredagerskolen i Jelling, hvor min ældste søn Jonathan med stor glæde kan kigge i sin “Hjemstavsmappe” og følge sin egen personlige udvikling.  

Men efter lige af have rystet fjerene efter det første afslag fra Niels Rebsdorf hos Dansk Sang tog Elsebet kontakt til en anden medarbejder hos Dansk Sang, Anders Groth, og her tog sagen så en anden drejning.  

Nej fra Niels, måske fra Anders og go fra Jakob 

-Anders opfordrede mig til at lave 3 digitale forløb målrettet indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen. Det gjorde jeg så, og vi optog blandt andet i den anledning en video her på skolen til sangen ‘De 17 verdensmål’, som jeg har skrevet sammen med min datter Alberte. Anders var godt tilfreds med det digitale oplæg, hvor der var lagt op til, at børn kan lave deres egne sange ud fra forløbene. Men igen blev der meldt pas på materialets tværfaglige indhold, så Anders sendte mig videre i systemet til Jakob Faurholt. Mon 3. gang så var lykkens gang, lyder det med et stort smil fra Elsebet. 

De sange der, de skal da bare udgives 

Det var det faktisk. For Jakob Faurholts første tilbagemelding til Elsebet var, at “de der sange, de skal da helt sikkert udgives”.  

-Fed tilbagemelding, og jeg spurgte så ind til, om Dansk Sang ville mixe de 14 sange, så de var helt klar til udgivelse. Men her vendte Jakob tilbage med meldingen om, at det overhovedet ikke var nødvendigt med efterarbejde på sangene. Det hele var indspillet og mixet lige efter bogen. Så kæmpe kredit herfra til min producer og indspilningstekniker Andreas Nørgaard, der har indspillet mine sange i Studio 46 i Aarhus – og lidt sjovt, at det var Studio 46, for jeg var netop 46, da sangene blev indspillet, konstaterer Elsebet med et stort smil. 

 

Elsebet har indspillet de 14 sange i Studio 46 med Andreas Nørgaard som producer. Foto: Jim Hoff

Tak Andreas og Lynn: Hjemmelavet topkvalitet 

Udover kompetent assistance fra Andreas Nørgaard, så har Elsebet også trukket på veninden Linn Tromborgs grafiske skills. Det er Lynn, der har lavet fotos til både Cd-coveret og til hver eneste af de 14 sange, der er med på albummet, ligesom det også er hende, der har lavet samtlige illustrationer til bogen, der hører med til sangene.  

-Man kan jo på den måde godt sige, at alt er “hjemmelavet”, musik, lyd, grafik og video, og vi er de stolte af, at vi som team har fået lavet så mange gode ting. Nu har jeg signet med Dansk Sang, og da sangene blev frigivet i fredags, fik de masse af spilletid, så det har været en rigtig god start. Albummet ligger som sagt på nettet, og det er helt gratis at lytte til sangene. 

Følg Elsebets smukke musikalske univers på YouTube 

-Nu handler det om af få gjort bogen med tekster, noder og opgaver gjort tilgængelig på nettet, så man her kan hente den helt gratis. Det er mit store håb, at det bliver muligt. Det budskab skal jeg nu have spredt ud, og Dansk Sang er i gang med at lave en hjemmeside til mig, hvorfra man kan tilgå mit materiale (noder og tekster).  

-Jeg har min egen YouTube-kanal, hvor man kan høre og se mine sange, og udover de to videoer, jeg allerede har lavet, så er det planen, at der kommer mange flere videoer med mine sange, fortæller Elsebet. 

 

Elsebet har oprettet sin egen youtube-kanal, hvor man finder de 14 sange - og et par herlige videoer. Grafik: Jim Hoff

Har selv smidt tæt på 100.000 kroner i projektet 

Hun har selv betalt hele projektet, mange af sangene her ligget 20 år i skuffen, men Elsebet har hele tiden følt, at de havde potentiale til at blive udgivet.  

-Jeg har spillet mine sange, når jeg har været ude at spille i forskellige sammenhænge og her kunne jeg mærke, at sangene betyder noget for folk. Da jeg så fik 30.000 tilbage i skat, tog jeg beslutningen, godt bakket op af min mand, at nu skulle det være. Sangene skulle udgives. De 30.000 dækker så kun en tredjedel af det samlede projekt, men det er fint nok, Nu er mine elskede sange langt om længe udgivet, og det er bare så dejligt på den måde, at jeg kan være med til at sprede lidt glæde med mine helt egne sange. 

Det handler om at give børn noget god musik 

-Jeg synes, at børn i dag lytter så meget dårlig musik, også mht. tekster, så jeg vil gerne være med til via mine glade sange at sprede noget livsglæde. Det er simpelthen barnet i mig, der taler her. Dansk Sang er da for øvrigt også blevet vildt positivt overrasket over, at jeg allerede første dag lagde ud med over 4000 streaminger af min musik, og hvis man sidder her og føler, at man gerne vil have fat i min bog med undervisningsmaterialer, skal man endelig bare kontakte Dans Sang, så de kan blive inspireret til at få lagt materialet ud til download, lyder opfordringen fra den musikalske ildsjæl.  

Vi vedhæfter her links til de to musikvideoer “17 verdensmål” og Her er vi”. Gør dig selv den tjeneste at klikke ind al den livsglæde og store musikalitet, videoerne udstråler og bliv i godt humør. For det er nemlig det, Elsebet kan med sin musik – samtidig med at hendes tekster også rummer lag, der maner til eftertænksomhed og gode snakke med børn og unge.  

Her kan du se videoen til "17 verdensmål"

Her kan du se videoen til "Her er vi"