Efter 44 år som byens cykelsmed: Om 11 måneder kan det være slut med Cykel-Peter i Give
Det er meget svært at forestille sig Give by uden vores fantastiske cykelsmed Peter Hansen. Men det kan gå hen og blive en realitet allerede pr. 1. januar 2025.
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: Cykelhandler Peter Hansen er gennem en menneskealder blevet så fast og vigtig en del af bylivet i Give, at en handelsby uden “Cykel-Peter” nærmest er utænkelig.
Vi kigger ind i et scenarie, der antyder, at det med årets udgang er slut med cykelsmeden på Præstevænget i Give. Dåbsattesten fortæller, at den inkarnerede cykelhandler kan gå på pension, men der er andre grunde til, at Give kan se frem til det noget kedelige scenarie, at byen kan gå hen og miste sin cykelhandler.
Og det handler ikke om, at den 74-årige inkarnerede cykelhandler og cykelsmed har tænkt sig at gå på pension.
- Jeg bor til leje her i butikken og værkstedet, og det lejemål slutter pr. 31. december 2024, forklarer Peter Hansen.
En stor velassorteret cykelbutik
For 5-6 år siden fik han endnu mere plads, da JG Biler ophørte på matriklen, hvilket gav yderligere plads til en masse cykler på lager, så kunderne har rigtig meget at vælge imellem, når de er på udkig efter en ny cykel – og det lige fra børnecykler, til elcykler, racercykler og mountainbikes.
Et slaraffenland for kunderne, og det helt rigtige sted for Peter, der selv er en inkarneret cykelrytter.
Han har været med i Give Cykelklub, siden den startede i 1993 – og er stadig medlem og fast med i feltet, når motionsholdet ruller ud på landevejene i den velkendte blå/lyseblå klubdragt.
Peter Hansen har været cykelhandler og cykelsmed i Give i 36 år - men pr. 1. januar 2025 ophører hans lejemål på Præstevænget - og hvor skal han så gøre af sig selv. Foto: Jim Hoff
Ingen fysisk butik at sælge
Da Peter som sagt bor til leje, og altså ikke ejer bygningen, er det ikke helt ligetil at få butikken afsat til anden side. I hvert fald som udgangspunkt.
- Jeg har jo ingen fysisk butik, som jeg kan sælge til en eventuelt interesseret, og det gør det svært at sælge. Jeg har et stort varelager og mit fine kundegrundlag, som en anden kan overtage, men lokaler kan jeg altså ikke tilbyde, siger Peter og tilføjer:
- Jeg har altid været glad for mit arbejde som cykelhandler/mekaniker, og jeg kan stadig lide at gå på arbejde, det giver mig også noget at rive i, og det kan jeg godt lide. Så går tiden meget bedre. Derfor er et ønskescenarie at finde en, som vil overtage butikken, og så hjælper jeg gerne vedkommende godt i gang.
Buschaufføren startede cykelværksted op hjemme i garagen
Han har repareret folks cykler siden 1980, hvor han åbnede et cykelværksted hjemme i garagen ved privatboligen i Kildeparken. I 1988 rykkede han så ind på Præstevænget, og så kunne Peter for alvor også få gang i salget af nye cykler.
Oprindeligt var Peter buschauffør, hvor han delte bus med en anden af byens cykellegender, Hans Sørensen. Han tog så et smut på skole i Nykøbing, hvor han tog en uddannelse til cykelmekaniker – og resten er historie, som man siger.
Nu står Peter så snart ved en milepæl i sit arbejdsliv, når lejemålet ophører den 31. december 2024. Og den situation er lidt svær at manøvrere i for den gode cykelhandler.
Peter Hansen er 74 år, men han har ingen aktuelle planer om at gå på pension. Han kan simpelthen ikke undvære sit gode arbejdsliv. Foto: Jim Hoff
En butik med muligheder og potentiale
Cykelbutikken på Præstevænget er en butik, der har vist sin berettigelse over 36 år. En butik, der også fremadrettet vil have et stort potentiale her på egnen.
- Folk bliver jo ved med at købe cykler, ja det ligger jo i tiden, at man skal motionere meget, så mange, ikke mindst de lidt ældre, anskaffer sig en cykel. De skal vedligeholdes og repareres, så der er bestemt et marked for en cykelhandler/cykelmekaniker her i byen og området - også i de kommende år, pointerer Peter.
Der er ligesom to scenarier i det her. Enten lykkes det at finde en arvtager, der vil overtage varelageret og kundeporteføljen og køre butikken videre. Ellers vil det ende med, at Cykelsmeden simpelthen bare lukker – og det var så det!
Give kan bare ikke undvære Cykelsmeden
Men den sidste mulighed er Peter langt fra interesseret i. Tværtimod er det et kæmpe ønske at finde en, som kan køre butikken videre.
- Hvis man er interesseret i at høre mere om butikken her og få en snak om mulighederne for at drive den videre, skal man bare kigge ind. Jeg vil meget gerne fortælle om butikken, varelageret osv., lyder opfordringen fra den 74-årige cykelhandler, der da også fint kan se sig selv i en rolle som ”fødselshjælper” for en eventuel ny ejer af butikken, hvor Peter kan hjælpe vedkommende i gang og være en del af butikken i en overgangsperiode.
Man kan håbe for byens skyld, at det lykkes at køre Cykelsmeden i Give videre i en eller anden form. Det er en god og veldrevet butik, en specialbutik, som er med til at gøre Give til en god handelsby – og frem for alt ville det være træls, hvis Peters livsværk skal lukkes ned, på grund af et opsagt lejemål.