Det unge kuld fortsætter stærk revytradition i Thyregod med bravour

I 1979 røg den første revy ud over scenekanten i Thyregod, og her 44 år senere er revyen i Thyregod still going strong. Faktisk er det den eneste revy i lokalområdet der stadig er i gang, og det er i sig selv en stor præstation, som kalder på masser af respekt.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

THYREGOD: Årets Thyregod Revy havde fået titlen “For Fuld Musik”, og den titel var der masser af fortolkningsmuligheder i. Den sjove og den kringlede version kunne gå på, at revyen for første gang nogensinde løb af stablen uden et revyorkester, altså god gammel dansk ironi.  

Den anden tilgang til titlen må være den, at det unge revykuld i Thyregod var, og er, klar til at levere varen og give den fuld bundgas – også uden revyorkester, for så henter man bare musikken ind andre steder fra. Længe leve elektronikken, ikke sandt. 

Det er nok også meget lettere at styre en elektronisk mixerpult, end en flok kreative revymusikere, der både er fulde af noder og unoder, selvom det sidste bestemt også har sin helt egen sjæl og charme. 

Borgerforeningens formand, Jens Erik Svane, kunne i sin indledende tale fortælle, at der var tilmeldt 240 gæster til aftenens revyfest, der udover morsomhederne på scenen også bestod af fællesspisning og en gang revybal i den borgerlige med bandet ”Resonans”, samt ”Torben DJ” frem til kl. 01.00.

Fjern fjernvarme? 

Selve revyen bestod af 16 numre/sketches, som traditionen tro var et fint miks af lokale rævestreger og mere landsdækkende satiriske øretøver med brede oppe-i-tiden-temaer på disken. 

Det var en fin kombination af revynumre fremført af det herlige sprællevende revyhold på scenen tilsat en række forudoptagede videoklip af mere eller mindre dumme, pinlige og hylemorsomme situationer. Det var moderne, der var ungt – og det fungerede kanonfint.  

Og det gjorde de indlagte musikklip, der alle relaterede til de respektive sketches og videoklip, også. Selvfølgelig skulle vi høre ‘Østre Gasværk’ med Kim Larsen som oplæg til en lokal sketch om de alle fantastiske finurlige fjernvarme-finter i Thyregod.  

Sexchikane og hyrdetime i minkvest 

Derudover kiggede vi forbi en række velkendte temaer som SoMe-debatten, hvor vi fik den “omvendte” version fra Christiansborg, hvor der åbenbart er for lidt sexchikane, efter at Frank Jensen og Morten Østergaard har fundet andre jagtmarker.  

Til gengæld var der “liv i kludene” i Mette Frederiksens minkministerium, hvor en vrøvlesur vestjysk minkavler med udsigt til mange millioner på kontoen, blev kompenseret for den lange ventetid på bedste fysisk/biolologiske vis af statsministeren herself.  

Sjov sidebemærkning: Mette F. blev såmænd spillet af revyholdets “Tulle” - og det er da i sig selv en veltempereret joke, der bør kunne rykke i smilebåndene selv ude over bygrænserne i Thyregod. 

Den grusomme færgemand for ‘fuld’ musik 

Vi mødte folk med store strikkeproblemer, der var et kig ind forbi en terapeutisk session hos Anonyme Løgnere, og så kunne folket nyde en hjerteskærende samling af fædre på (tvungen) barsel. Her kan man da i den grad tale om samfundsiscenesat mobning i direktørklassen.  

Apropos “strikkeproblemer”, så var vi også til en rigtig hyggelig fredagsbar på Plejecenter Sandbjerg. Her kan man virkelig tale om ældrepleje, hvor samfundet og beboerne får “fuld” valuta for pengene - modsat så mange andre steder i det danske samfund. 

For nu at leve 100 procent op til titlen “For Fuld Musik”, havde revyholdet hyret ingen ringere end selveste Johnny Madsen & Ko til at slutte løjerne. Her fik man både ‘musik’ og ‘fuld’ på én og samme gang på scenen – og at der så fulgte en musikalsk mælkeproducent med i købet, det tager vi med i købet -det var trods nok når alt kommer til alt hos koen, at det musikalske islæt lå. 

Kæmperespekt til det unge revyhold 

Finalen fulgte traditionen og historien fra mange år tilbage – for naturligvis var det Thyregod-sangen, der lukkede og slukkede med fuld musik. 
Afslutningsvist et stort skulderklap herfra til de gode unge revyfolk, der flot og kompetent har taget revystafetten op. Det er intet mindre end genialt, at man i så mange år har holdt en fin tradition i hævd.  

Nu er der kun Thyregod-revyen tilbage her i gamle Give Kommune – men den er til gengæld alle pengene værd, så husk lige at give de unge mennesker et skulderklap og en thumbs up, når I møder dem ude i byen.  

Det fortjener de virkelig! 

Og så alt det praktiske 

Teksterne til revyen var skrevet af: Søren Laursen, Claus Odsgaard, Morten Kærgaard, Kaj Grove, Peder Skjærlund, Anders Børresen, Louise “Tulle” Timmermann og Henrik Højgaard.  

Revystjernerne var: Karina, Louise, Søren, Henrik, Claus, Morten, Pauline og Anne, og holdet stod selv for instruktionen. Sufflørerjobbet klarede Else Speyermann, Theis KNudsen stod for rekvisitter og vagt.  

Lys/lyd: Daniel Balslev, Sebastian Balslev og Henrik Glassow.

Sceneopbygning: Mikkel Timmermann, Jacob Brandt Jensen, Søren Laursen og Charlotte Magnussen. Sminke: Sarak Eriksen og Freja Eriksen.  

Overordnet koordination: Henrik Højgaard og Louise Timmermann. 

Du kan se en masse billeder fra Thyregod-revyen lige HER