Det er ikke kun Give der vækster: Herreværelset har tredoblet medlemstallet på 14 måneder

Da det nye sociale fællesskab for herrer i alderen plus 60, Herreværelset, startede op i Give, var det med en stille forventning om at nå op på 12-14 medlemmer. Men foreningen har oplevet en eksplosiv vækst, og nu kan man skrive tallet 60 på listen over optagede medlemmer.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Det kan godt være, at der sidder magtfulde ældre mænd på regeringsmagten i USA og Rusland, men de to herrer der her tænkes på, skal godt nok stå tidligt op, hvis de skal have en kinamands chance mod den bomstærke og rutinerede ’samlingsregering’, der er opstået hen over de sidste 14 måneder i Give.

Fællesskaber og nye netværk

Konceptet hedder noget så maskulint og let forståeligt som ’Herreværelset’, og her er der ingen skjulte dagsordner og teatertorden. Det handler om fællesskaber, venskaber og godt samvær på kryds og tværs af både tidligere og nuværende titler i livet.

- Da vi lancerede Herreværelset tilbage i oktober 2023, var det med henblik på at skabe et fælles (fri)rum for mænd over 60 år. Her skal man kunne skabe nye kontakter og venskaber, man kan den vej rundt styrke sit personlige netværk, og her kan man også deltage i en række aktiviteter lige fra billard, dart, kortspil og foredrag samt besøg hos virksomheder, fortæller Kurt Jørgensen, der er tovholder på Herreværelset, hvor han har Erik Andersen som sin trofaste wingman.

 Så ringer Kurt Jørgensen ind til time - og traditionen tro startes der med en sang, inden Herreværelset for alvor åbner op. Foto: Jim Hoff

Ventelister

Kurt fortæller også, at man i starten havde været glade, hvis der var dukket en 10-12 stykker op til møderne i starten, men allerede ved jomfrurejsen på Herreværelset, der holder til på Kastanjehaven i Give, dukkede der 17 herrer op, der var klar til en god snak og en kop kaffe og en ostemad.

- Vi vækstede ret hurtigt så meget, at vi ikke kunne være i det rum, vi venligst oprindeligt havde fået stillet til rådighed af Kastanjehaven, så vi fik lov til at flytte ind i det store fællesrum – og her fortsatte vi med at vokse, så vi nu i dag her før vores møde er oppe på 57 medlemmer – og det endda med en del på venteliste. Derfor vil jeg til mødet foreslå, at vi lukker op for, at vi kan være 60 medlemmer, for jeg har det lidt skidt med, at der er mænd, der er på venteliste, når vi nu ved, hvor meget det her tiltag betyder for rigtig mange af vores medlemmer, siger Kurt.

 Nu med plads til 60 medlemmer

Man mødes hver anden onsdag klokken 16.00 i fællesrummet på Kastanjehaven, og her starter man altid med ens ag, inden formanden får ordet. Denne dag fremlægger Kurt som sagt problematikken med ventelisten, og hans forslag om at udvide butikken til 60 medlemmer kører glat igennem.

- Altså hvis de kan være 70 i Børkop, så ka’ vi dælme da også let være 60 her i Give, lyder det muntert fra en herre nede i salen- og så gik det forslag igennem.

 Ikke så meget pjat der, her er den parlamentariske og demokratiske proces så absolut til at overskue – ikke langt fra snak til action.

- Den eneste betænkelighed vi har ved at være så mange medlemmer, er i forhold til vores virksomhedsbesøg, Her er nødt til at dele os i to hold, og hvordan får vi delt tropper op, så alle er tilfredse. Og hvem skal forestå opdelingen. Men ok, det finder vi nu nok ud af – det er jo en velvillig og løsningsparat flok, konstaterer Kurt med et stort smil.

Foredrag med interne og eksterne foredragsholdere

Herefter er det byens tidligere boghandler Jørgen Krogh, der går på med sit fine foredrag om den bog, han sammen med Thorvald Staunings (tidligere statsminister i mellemkrigstiden kendt som Den Store Alfader) søn, Søren Stauning fik genudgivet in 1999 i en opdateret version. Den fortælling vender vi tilbage med i en særskilt artikel her i avisen.

Og netop det at tage foredrag ind fra såvel interne som eksterne foredragsholdere er n fast del af konceptet i ’Herreværelset’. Her har man f.eks. haft besøg af en kamppilot, der tryllebandt de gæve gitter i godt to timer med sit forrygende foredrag.

Derudover er der lagt et foredrag med Kurt Jørgensen i kalenderen, hvor den tidligere militærmand fortæller om den kolde krig med afsæt i de to store ”spion-satelitter” på radarstationen i Kollemorten, hvor Kurt Jørgensen var med.

 Tidligere boghandler Jørgen Krogh holdt et foredrag om den bogudgivelse, han stod bag sammen med Thorvald Staunings søn tilbage i 1999. Foto: Jim Hoff

Masser af virksomhedsbesøg på plakaten

Ud over de benævnte foredrag er det også hensigten med virksomhedsbesøg hos Danpo, Give Fjernvarme, Vejle Rensningsanlæg, Politiskolen i Vejle, Herning-hallerne, ligesom man gerne vil have besøg af det tidligere socialdemokratiske folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen samt en spændende TV 2 fotograf.

Som sagt så lå det i tiltagets dna, at gutterne kan mødes over en pot billard, en gang dart og et slag kort og et spil skak, men det viser sig gang på gang, at d’herrer faktisk finder sammen og sidder og snakker. Og forståeligt nok, for sådan en gruppe rutinerede og tæt på alvidende herrer har naturligvis mange ting og verdenssituationer, der lige skal klares, inden de går hjem igen.

Kvalificerede samtaler, ja da!

Og mon ikke også det bliver til en del herlige ture ned ad mindernes allé tilsat en del røver- og lystfiskerhistorier? Det er jo trods alt et vaskeægte herreværelse!

Som undertegnede skrev tilbage i oktober 2023, så taler de her gutter mindst lige så meget som deres kvindelige modstykker, men som en af dem siger, så er forskellen den, at mens kvinderne bare snakker og snakker og fyrer tom snak og sladder af, så har mændene her virkelig noget på hjerte og leverer snak af høj kvalitet bundet op på stor saglighed og en enorm viden og livets faktiske forhold.

 

 Så er der ostemadder til hele banden.Foto: Jim Hoff

Billeder