Det bliver ikke mere kongeligt: Dagplejebørn på Royal Run
Fredag formiddag den 2. juni var der i den grad liv og glade dage i den tidligere børnehave på Birkevej. Der var pyntet flot op med balloner, festlige Royal Run-hatte og kongelige bånd. Der var nemlig dømt Royal Run for både store og meget små.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: De fire dagplejere Kirsten, Birgit, Vibeke og Lise var i topform denne formiddag. De stod som dagens værter for den herlige event Royal Run i Birkevejens Børnehave, som i dag er samlingssted for byens dagplejemødre.
Her var der godt 40 personer forsamlet, helt små fra 7 måneders alderen og helt op til oldemor-niveau, og de havde alle en klar mission i det flotte sommervejr. De skulle afvikle Gives helt egen udgave af Royal Run, så der blev uddelt kasketter med Royal Run-logoer, børnene havde alle lavet deres egne Royal Run t-shirts, og løberuten var markeret med vaskeægte royal run-bånd.
- Vi har lavet en rute her på matriklen, så børnene er sikre hele vejen rundt. Nogle løber, nogle går, nogle sidder i barnevogn, og vi gør det alle så godt vi kan. Mon ikke vi klarer alt fra en til tre omgange. Der er jo stor forskel på børnene, de yngste er 37 måneder og de ældste er 3 år, fortæller Birgit Smedegaard Marquart, der er dagplejer.
Hjemmelavede royale t-shirts
Man forsøgte sig også med Royal Run i 2022, men der var der knap så stor opbakning, som her i 2023 hvor der som sagt var omkring 40 personer på kongelig motionstur.
- Børnene har glædet sig rigtig meget til dagens motionstur, og de har rigtig hygget sig med at lave t-shirts. Vi har selvfølgelig også trænet lidt – ja, det gør vi jo egentlig altid, så vi er bare så klar, lød det fra Birgit, inden en af de andre dagplejere, Kirsten, kunne byde flokken velkommen på denne kongelige solskinsdag.
Rigtig god ide og fint arrangement, som alle havde stor fornøjelse af. Efter turen var der frugt og pølsehorn sponsoreret af uddeler Claus Villumsen i Brugsen i Give.
Savner kolleger
Afslutningsvist et lille hjertesuk fra de fire initiativrige dagplejere, og det var ikke fordi de var forpustede, som gik ud på, at de gerne vil udbrede et budskab om, at de virkelig savner nogle kolleger her i Give.
- Vi mangler dagplejere her i byen, rigtig meget, så hvis der er nogen, der kunne se sig selv i det her pragtfulde job, så skal de endelig bare sige til, lød det samstemmende fra de fire kvinder, alt imens unge og ældre hyggede sig kongeligt med at spise pølsehorn og guffe frugt på bænkene rundt omkring i den hyggelige børnehave.
Du kan se masser af fotos fra dagens kongelige løb ved at klikke her