Der er masser at flage for i Jelling – men hvem vil hejse flagene 

Det kan godt være, at Jelling ikke er Danmarks største by, men byen er både landskendt og internationalt kendt grundet sin imponerende historie med Jellingmonumenterne. Der kommer masser af turister til byen, hvilket naturligvis kalder på flagalléer. Og her kommer vi så til sagens kerne – for pt. vil ingen hejse flagene i den gamle kongeby. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

JELLING: Mange har sikkert kørt gennem Jelling en hyggelig sommerdag, hvor man er blevet mødt af en festlig og for en gammel kongeby passende flagallé. Det giver byen et hyggeligt, ja nærmest romantisk præg, som såvel turister som lokale beboere sætter stor pris på.  

Men i skrivende stund har man byen et flagproblem. Det fortæller Jette Holmgaard, der sidder i bestyrelsen for Jellings Turist- og Handelsstandsforening. 

- Vi har i år ikke nogen forening til at varetage op- og nedtagning af vores flag/vimpler rundt på indfaldsvejene i Jelling. Det drejer sig pt. om 50-60 stænger. Nu har bestyrelsen sørget for, at stængerne er kommet op og monteret med vimpler. De må så blive hele sæsonen til efterårsferien ca.  

Tjen 12.000 kroner til foreningskassen 

-Det drejer sig om cirka 50 flagdage, hvor flag skal hejses, på helligdage her i påsken, til pinse og fra cirka 1.6. til midt i oktober skal de hejses hver lørdag og søndag. Det får man 12.000 kr. for at sørge for. Vi har spurgt både beboerforeninger i området og en del foreninger med en del hænder, der kunne tænkes at ville varetage opgaven. Men lige her og nu, har ingen takket ja til opgaven, fortæller Jette. 

Så hvem vil og kan hjælpe med at iklæde Jelling de festlige rød-hvide farver?  

- Opgaven går helt faktuelt ud på at trække rundt med en vogn til flagstængerne og skifte fra vimpler til flag om morgenen på flagdagene og skifte tilbage igen om aftenen. Det er vores vurdering i foreningen, at en 2-3 personer ville kunne klare opgaven på en times tid. Vi ville i Turist- og Handelsstandsforeningen blive ganske kede af, hvis der ikke er nogen, der byder ind på opgaven, for det er en vigtig del af byen identitet og positive ansigt udadtil, at vi har en flagallé. Og det er jo også en fin mulighed for at tjene en fin ekstra skilling, pointerer Jette.