Den mobile borgerservice i Give halveres – nu kun 3 timer hver anden uge

Vejle Kommune skærer ned på antallet af borgerservicetid i de fire centerbyer i kommunen, og samtidig droppes konceptet med konceptet med den mobile borgerservicebus. Nu rykker man ind i kulturhusene i stedet for, så folk ikke skal stå i kø og fryse udenfor

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

 GIVE: Vejle Kommune skal ud og spare penge op til et såkaldt pasafhentningsskab, og det regnestykke kan ifølge kommunen kun gå op, hvis der skæres på personaletid i forhold til selve håndteringen af processen med oprettelsen og håndteringen af pas.

Borgerservice har i forvejen nok at se til i forhold til at servicere folket med hjælp til det berygtede MitId-konept, der kan give selv en skaldet grå hår i panden. Samtidig er presset på Borgerservicve også øget grundet håndteringen af de mange ukrainske flygtninge.

 Borgerservice kan samtidig melde ud, at deres tjenester ikke bliver benyttet ret meget i de fire centerbyer, Give, Jelling, Egtved og Børkop. På den konto kan man med ro i maven gå ud og halvere åbningstiden i de fire benævnte byer.

 Den mobile Borgerservice skæres ned til 3 timer hver anden uge. Foto: Jim Hoff

 Give topper listen over flest ugentlige ekspeditioner

Give har det højeste ugentlige besøgstal med 24,5 ekspeditioner pr. uge, mens Egtved ligger nederst med 16,8 ekspeditioner pr. uge. Politikerne skal vurdere erfaringerne med den reducerede Borgerservice efter en prøveperiode på et år.

Således bliver de nye åbningstider i Give fremover: Torsdag klokken 13.00 – 16.00 i ulige uger. Tidligere var det hver torsdag fra klokken 9.00 til 13.00. Det foregår stadigvæk på Rådhusbakken, hvor Borgerservice fremover altså rykker ind i Huset. Til Vejle Amts Folkeblad udtaler kulturudvalgsformand Dan Arnløv (K), at der ingen konkrete planer er om at lukke Borgerservice i centerbyerne.

- Tallene er allerede i dag lave, men vi har politisk valgt at prioritere, at der stadig skal være borgerservice-løsninger i centerbyer. Vi har haft god dialog med lokalrådene om ændringerne, og deres input er taget med i løsningen. Blandt andet rykker Borgerservice ind i kulturhusene, så borgerne slipper for at stå og fryse, mens de venter, hedder det fra Arnløv.

 Borgerservice kommer fremover til at forgå inde fra Huset på Rådhusbakken. Foto: Jim Hoff