Cool Kidz i Give GIF: Seje aktiviteter for børn med særlige behov klar til ny sæson

’Du er modigere end du tror, stærkere end du ser ud til og klogere end du ved’. Dette fine og stærke motto bruger man i Give GIF på holdet ”Cool Kidz”, som er en del af det brede og alsidige udbud, Give GIF tilbyder børn og unge, og som har sæsonstart lørdag den 16. september.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: I det herrens år 2020 oprettede Give GIF med instruktør Mette Schmidt i spidsen holdet ”Cool Kidz”. Holdet er specialdesignet til børn med særlige behov i aldersgruppen 5 til 10 år.

På dette hold tilbydes fysisk udfoldelse i gymnastik og spring. Der er fokus på, at der skal være plads til alle, og at alle har det sjovt og trygt. Det oplyser Mette Schmidt, der er ansvarlig for holdet, der har fire dygtige og kompetente instruktører til rådighed.
 
- Målgruppen er børn med fysisk funktionsnedsættelse og udviklingshandicap, børn, der oplever ikke at passe ind på andre gymnastikhold, samt børn, som går på specialskole/børnehave eller i specialklasse med generelle indlæringsvanskeligheder, udviklingshæmning, ADHD, autisme eller lignende udfordringer, forklarer Mette Schmidt.

Fast struktur med udgangspunkt i det enkelte barn

Det man kan tilbyde børnene på dette hold, handler rigtig meget om at tage udgangspunkt i, hvor børnene befinder sig både fysisk og psykisk – ligesom man også kigger på den aktuelle dagsform i forhold til aktivitetsudbuddet for den enkelte.

- Vi tilbyder gymnastik på gymnastens præmisser, nogle sjove træninger, som er kendetegnet ved struktur, tydelighed og gentagelser. Vi arbejder meget med tilpassede og differentierede øvelser, så det passer til det enkelte barn, og på den måde kan vi på forskellige måder tilgodese børnenes behov. Udgangspunktet rent pædagogisk handler om at sprede glæde, skabe gode fællesskaber og give børnene nogle succesoplevelser. Dette ved vi af erfaring, er medvirkende til, at børnene udvikler sig – uanset behov. Og til at varetage disse ting, har vi en række kompetente instruktører, oplyser Mette Schmidt.

Tæt samarbejde med Vejle Kommune

I 2022 var der tilmeldt i alt 12 børn til holdet, og de deltog også ved den store forårsopvisning i Give GIF i marts måned.

- Børnene kommer fra Vejle, Givskud, Jelling og Give, og vi samarbejder med Vejle Kommunes koncept omkring aktiv fritid, hvor kommunen er med til at finde børn, der vil have godt af at deltage på vores hold. Derudover rekrutterer vi via skolerne, og vi er også synlige på Facebook, ligesom vi er blevet en vigtig del af Vejle Kommunes parasport-netværk, forklarer Mette Schmidt og fortsætter:

-  Vores tilbud her er ret unikt for vores område, da vi her i Give er de eneste i området, der tilbyder hold/aktiviteter til netop denne målgruppe. Vi vil rigtig gerne nå ud til så mange børn som muligt, og der er bestemt også plads til flere på holdet, netop fordi vi har de fire dygtige instruktører til at varetage træningen.

Træner fast om lørdagen

Træningen varer en times tid og er ifølge Mette bygget op således, at børnene de første 25-35 minutter kører et fast program med en fast struktur fra gang til gang. Her handler det meget om træning af motoriske bevægelser. De sidste cirka 30 minutter er det mere åbent, og her kan det handle om diverse lege, lidt boldspil alt efter, hvad dagsformen og stemningen lige indbyder til.

Afslutningsvist er der 5-10 minutter til massage og nedtrapning og eventuelt en god snak at gå hjem på.

Der er opstart lørdag den 16. september, og der trænes fast hver lørdag fra 9.30 til 10.30 netop om lørdagen. Har man spørgsmål omkring holdet osv. er man hjertelig velkommen til at kontakte Mette Schmidt på telefonnummer 28 72 60 50

Mette Schmidt startede cool kidz-holdet op i 2022, men røg så ind i nogle måneder med corona. Men i 2022 var holdet tilbage på fuldskrue med 12 tilmeldte. Foto:Jim Hoff