Brugsen er også for børn: Klar med ansigtsmaling og cirkus
Brugsen i Give er som tidligere beskrevet meget lokalt funderet og orienteret, og i den ånd er man nu klar med to fine tilbud til børn og familier, der gerne vil have nogle sjove oplevelser. Det handler om ansigtsmaling og cirkus.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BUTIKSLIV: Lørdag den 17. august i tidsrummet er der gratis ansigtsmaling i forhallen i Brugsen for børn og barnlige sjæle, når AnsigtsmalingGive er på plads. Det er et nystartet projekt i Give med de to Givepiger Alberte og Camilla ved roret, og de er begge professionelle ansigtsmalere med mange års erfaring.
- Det foregår i forhallen fra 10.00 til 14.00, og AnsigtsmalingGive forventer at man kan nå at male i omegnen af 80 ansigter, og mon ikke også uddeleren i dagens anledning godt kan finde nogle godter frem til børnene, lyder det med et stort smil fra Claus Villumsen.
Foto: Lørdag den 17. august er der gratis ansigtsmaling i forhallen i Brugsen fra 10.00-14.00. Det er Alberte og Camilla fra AnsigtsmalingGive, der er klar. Privatfoto
Cirkus is back in town
Og der er flere børne. Og familievenlige nyheder fra den gode uddeler, for den 19. september inviterer Brugsen i Give til cirkusforestilling med Cirkus Trapez.
Brugsen genoplever dermed en flot tradition, der ligesom så meget andet røg på standby i forbindelse med coronaens rasen.
- Vi har igen købt en hel forestilling, som vi tidligere har gjort med stor succes. Årets forestilling har titlen I Drømmens Verden, og handler om den unge smukke cirkusprinsesse, der altid har elsket cirkus, og drømt om at optræde som en rigtig cirkusprinsesse, i den magiske manege.
Cirkus Trapez stiller op på Dyreskuepladsen i Give, hvor forestillingen løber af stablen 19 sep. kl. 17.00.
Vigtig medspiller i lokalsamfundet
- I og med Brugsen har købt forestillingen, kan billetterne erhverves til halv pris, og de kan afhentes i kiosken i Brugsen, oplyser Claus Villumsen.
Han ser frem til de to events med positive forventninger om, at byens børn og børnefamilier tager såvel ansigtsmalingsseancen som cirkusforestillingen til sig og møder talstærkt op til begge arrangementer.
-For os som en butik, der går meget op i at være en aktiv del af lokalsamfundet, er det også vigtigt, at vi kigger i børnenes og børnefamiliernes retning og er med til at skabe aktiviteter for dem, og jeg tænker da, at vi med de her to events rammer ret godt ind i de to målgrupper, lyder det fra uddeleren med et stort smil.