BREAKING: Så skal der bygges på Borgergården
I dag er håndværkere begyndt at sætte markeringspæle op på Borgergården, grunden der tidligere husede biblioteket og Borgergården. Efter flere års venten ser det ud til, at der nu skal bygges på hjørnet af Møllegade og Vimmelskaftet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: I 2018 kunne medierne skrive, at man var klar til 1. etape af det nye lejlighedsbyggeri på den grund, der tidligere har huset biblioteket og Borgergården. Men sådan gik det ikke helt.
Projektet blev forsinket af mange forskellige årsager, det blev også lavet om et par gange, så det oprindelige projekt med udbud af 18 flotte ejerlejligheder er hen ad vejen blevet forvandlet til et projekt bestående både af ejerlejligheder og leje-lejligheder.
Torsdag den 21, september var der så endelig gang i sagerne på grunden, hvor der blev sat markeringspæle op. Dermed en indikation af at de 5 års ventetid må formodes at være slut.
Det er entreprenørfirmaet B & V Kristensen A/S fra Ringkøbing, der står bag projektet, og det er danbolig Give, der står for salg og udlejning af boligerne.
Projektet kommer til at bestå af to blokke: Der projekteres med 9 ejerlejligheder i den ene blok, og med 12 leje-lejligheder i den anden blok.
Bøvler med bløde bundforhold
Avisen har talt med direktør Kenneth Kristensen fra B & V Kristensen A/S, og han kan fortælle, at de der foregår på “Borgergården” lige nu, handler om at sætte af til bygningerne.
- Vi er desværre løbet ind i nogle udfordringer med blød bund, og det er vi nødt til at forholde os seriøst til. Det skal undersøges til bunds, inden vi kan gå i gang med at sætte af til fundamenter osv. Der skal tages prøver. Sikkert også laves nye beregninger, så selve byggeriet kan ikke starte op lige her og nu, forklarer Kenneth Kristensen.
Han understreger, at det er virksomhedens hensigt at komme i gang så hurtigt som muligt, så snart der er styr på bundforholdene.
Han kan ydermere fortælle at der er tale om et projekt med som sagt 9 ejerlejligheder, hvoraf der er skrevet folk op til de 4 af dem.
Derudover vil der også være 12 leje-lejligheder i udbud - og det er som sagt danbolig i Give, der håndterer formidlingen af såvel ejer- som leje-lejlighederne.
Her en projekttegning over det nye lejlighedsbyggeri på "Borgergårds-grunden". Venligst udlånt af danbolig Give.