Badmintonklubben er stadig mærket af Corona – specielt på ungdomssiden

Som mange andre foreninger ramte coronaepidemien Give Badmintonklub hårdt på medlemstallet. Et efterslæb man har kæmpet med et få has på i sidste sæson, og som klubben også har fokus på i den nye sæson, der står for døren

AF Jim Hoff & Benjamin Ravn jimhoff@voreslokalavis.dk

FORENINGSLIV: Give Badmintonklub er godt i gang med forberedelserne til den nye sæson der for alvor skydes i gang mandag den 4 september i Søndermarkshallen. Klubben investerede massivt i forrige sæson for at få flere medlemmer efter åreladningen i forbindelse med coronaen.

- Vi investerede mange penge for en klub af vores størrelse, så nu kan vi forhåbentlig høste frugten af vores investering. Vi var ude på skolerne og overtog idrætstimerne gennem flere uger for flere klassetrin. Vi udleverede gratis ketchere , hvor hver anden var sponsoreret af Sportigan, og træning for alle ungdomsspillere, fortæller klubbens formand Benjamin Ravn.

Årets badmintonklub i 2016

Og investeringerne gav pote, idet man gik fra cirka 10 ungdomsspillere, da sæsonen startede til lidt over 30 spillere lige inden sæsonen sluttede.

- Vi håber, at folk kommer igen til sæsonstart, men da vi ikke kræver forhåndstilmelding, og man kan komme og prøve badminton gratis 3 gange, så venter vi stadig i spænding på, hvordan sæsonen kommer til at se ud, lyder det med en vis forventning i stemmen fra Benjamin, der med både glæde og stolthed husker tilbage på dengang, da klubben i 2016 blev kåret til Årets Badmintonklub.

­- Det er ikke sådan, at vi har et nedskrevet mål om at få titlen igen, men det der dengang gjorde, at vi fik titlen, nemlig vores værdier og mission, er de samme i dag: Vi er en klub, hvor der er plads til alle, og det skal være sjovt at gå til badminton, pointerer formanden.

Badmintonklubbens formand Benjamin Ravn håber på at de gode udvikling mht. nye medlemmer på ungdomssiden fortsætter i den nye sæson. Foto: Jim Hoff

FleksiFjer – kæmpesucces for en forholdsvis lille flok

 Det stadigvæk relativt nye tiltag, FLeksiFjer, er stadig på menuen i klubben. Og det har været et populært tiltag.

- Flere af trænerne og os fra bestyrelsen kommer ofte, da det er en nem og fleksibel måde at spille badminton på, da det ikke kræver en fast makker eller at man kommer hver gang. Man spiller bare med dem, der møder op. På holdet har vi plads til mange flere, så kig endelig forbi, lyder opfordringen fra Benjamin.

Konceptet henvender sig til folk, der vil spille badminton med andre motionister uden at have en fast makker. Man møder blot op og møder nye makkere og modstandere, og vægten er lagt på det sociale kombineret med den gode motionsform som badminton er. Sæsonen starter onsdag d. 6. september 2023.

Motionistbadminton

I tiden inden corona, hvor klubben havde cirka 80 ungdomsspillere, havde man inddraget flere af motionisttiderne til ungdomstræning, men da man siden corona ikke har haft samme antal ungdomsspillere, slår klubben nu træningen om onsdagen sammen for ungdom niveau 2 og 3, da der lige pt. ikke er helt så mange spillere, der ønsker at spille to gange i ugen.

- Det betyder, at vi nu kan give lidt tiltrængt tid tilbage igen til motionisterne, da vi har været presset på at have tid nok til dem. Vi har dog stadig ledige motionistbaner, men man skal være hurtig, hvis man skal nå at få en af de sidste gode tider. Vi har dog næsten altid tid uden for primetime til de, der har mulighed for at spille tidligt eller sent på dagen, forklarer Benjamin.

 

Det nye idrætscenter giver masser af nye muligheder

I foråret 2024 står det nye idrætscenter ved Søndermarkshallen klar, og det ser man ifølge Benjamin megey frem til i badmintonklubben.

- Det bliver godt med masser af liv i og omkring Søndermarkshallen, hvor Give Badmintonklub altid har haft base. Vi har til tider følt, at det er en hal, som andre foreninger helst ikke har ville være i, men vi har altid været glade for hallen og faciliteterne. Og nu hvor vi har fået nye og fine tilskuerpladser i Søndermarkshallen, så glæder vi os endnu mere til at holde turneringer

Nye faciliteter og mere plads giver meget bedre mulighed for at afvikle klubbens turneringer. Specielt til Give Egnsmesterskab, hvor man er presset grundet de mange kampe, der skal afvikles på i dag kun 5 baner.

- Når den nye hal står færdig, har vi dobbelt så mange baner, og så vil vi kunne minimere den ventetid, der er mellem kampene. Ofte er børnene, i hvert fald de mindre af slagsen, klar til at spille næste kam med det samme, men pga. et stort kampprogram og kun 5 baner, så har de nogle gange måtte vente urimelig lang tid på næste kamp. Det kan vi gøre noget ved, når den nye hal er færdig, konstaterer den driftige badmintonformand.

Når Give Handel & Erhverv den 1. september inviterer til Foreningernes dag, kan man finde badmintonklubben ved siden af Boutique Mary i Vestergade med en mindre badmintonbane, hvor der også vil være konkurrencer og pavillon hvor man kan få sig en god snak om badminton. Og få en fjer på, på den sunde måde, naturligvis.