900 to- og firbenede er klar: Rekordantal tilmeldte til hundeevent i Thyregod i weekenden
Den 1. og 2. juni lægger Lilleskov Slot ved Thyregod ved Give have til K9 Biathlon for alle DM og Dacia Cup og i år slår eventet endnu engang deltagerrekord.
Tekst Rikke Hemmingsen - foto Jim Hoff
THYREGOD: Kort fortalt er K9 Biathlon for alle et forhindringsløb for hunde og deres ejere, hvor hund og ejer sammen skal forcere en række forhindringer på en valgt rute med start og mål i baghaven hos arrangør Lotte Höhrmann. Der er vandgrave, traktordæk, mudder og endda en hoppeborg fyldt med vand og en gammel bil – alt skal hunde og ejere forcere sammen!
Deltagerrekord med knap 900 mennesker med hunde
Det er femte år i træk, at Lotte og hendes mand åbner portene til Lilleskov slot og inviterer til løb og i år slår antallet af deltagere rekord. Knap 900 mennesker og deres firbenede venner lægger vejen forbi. Dertil kommer et stort antal publikum samt de mange standholdere og udstillere, der også er at finde på en udsolgt plads.
Løbet lever op til navnet ”K9 Biathlon FOR ALLE”, for yngste deltager er på nuværende tidspunkt blot 4 år gammel og den ældste 80. Menneske-år vel og mærke! Søndag den 2. juni er der som noget nyt et børneheat på programmet. Der er næsten udsolgt på alle distancer.
Enorm opbakning fra sponsorer og lokalområdet
Bag sig har Lotte Höhrmann sponsorer som Dacia, Henne Petfood, Craft Sportswear og NonStop Dogwear, der alle er repræsenteret på pladsen omkring start- og målområdet. Desuden er der rig mulighed for at nyde en god kop kaffe eller mad fra nogle af de spiseboder, der også tager opstilling. Alle standpladser er udsolgt, så også herfra har interessen været overvældende.
Desuden nyder en række lokale aktører af samarbejdet og vil være at finde på pladsen: Efter løbet modtager Thyregod Spejderne en donation som tak for deres deltagelse ved løbet, ligesom de får indtægten fra parkering i området.
Foto: Jim Hoff
Fra skør ide til mega-event
Uhre Friskole hjælper til søndag og modtager en donation som tak.
- Vi vil gerne give noget tilbage til lokalområdet – målet for os er ikke at tjene penge på løbet. Vi vil hellere se lokale forretningsdrivende på pladsen og bidrage til at de får en god omsætning, ligesom det betyder meget for os, at de lokale børn får glæde af vores skøre ideer, griner arrangør Lotte Höhrmann, der skabte løbet som en ”skør idé” for blot 5 år siden, med knap 100 deltagere. I den kommende weekend kan det deltagerantal ganges med 9.
Fakta om K9 Biathlon for alle:
Et forhindringsløb for hunde og deres ejere, hvor både hund og ejer skal igennem, over eller under forhindringerne sammen.
Der kan løbes tre forskellige strækninger – 2-3 km., 4-6 km. Eller 8-10 km.
Der findes både raceheats for de professionelle deltagere og WALK-distancer, som alle kan være med på.
I år afholdes K9 Biathlon for alle den 1. og 2. juni i Give, den 10. og 11. august i Mariager samt den 12. og 13. oktober i Næstved.
K9 Biathlon kommer oprindeligt fra forsvaret, hvor sporten dyrkes af soldater og deres professionelle hunde.
Deltagerne ved løbet den 1.. og 2. juni ved Give kommer også fra Tyskland, Norge, Finland og Estland.
77% af deltagerne er kvinder!
Foto: Jim Hoff