80’er-pop og Giro 413 - Lokal DJ-legende har succes med nyt koncept
Der står sikkert nok Henrik Møller Kjær på hans postkasse, men vi kender ham alle sammen som DJ Ris-Ras. Den 80-musikglade pladevender og stemningssætter har huseret landet over i tæt på 40 år, og de seneste par år har han fundet en ny niche, hvor han kan brillere: Giro 413 underholdning.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
UNDERHOLDNING: I det herrens år 1984 bragede tophits som Ghostbusters, When Doves Cry, Say Say Say og Footloose ud af radioernes højtaler. Musikscenen var domineret af navne som Prince, Madonna, Michael Jackson og Tina Turner, og på fodboldbanerne hed idolerne Michael Laudrup, Preben Elkjær og Allan Simonsen.
Her i lokalområdet spirede så også et lokalt idol frem i skikkelse af den dengang 17-årige fodbold- og håndboldspiller Henrik Rasmussen – som sprang ud som DJ med stor forkærlighed for netop 80’er hits.
Han har stort set været på scenen siden dengang i en lang række sammenhænge som DJ. Det kan være til privatfester, skolefester, festivaler, kroballer osv. Det har i mange år været 80’er musik eller popmusik fra den hurtige og populære genre fra andre årtier, der har fyldt i Henriks pladesamling.
De unge er til fællessang
Han har været fast inventar i 80’er-teltet ved Give Open Air, hvor han har skabt en kanonfed stemning sammen med det danseglade publikum. Men akkurat som på håndbold- og fodboldbanen har Henrik været omstillings- og udviklingsparat også inden for DJ-segmentet.
- Jeg kan se, at det bliver mere og mere kult blandt de unge at lytte til, og fremfor alt synge med på, musik fra Giro 413 pladehylderne. De unge elsker det, når man spiller gode gamle danske sange, de kan synge med på - og hvorfor tror du, at Birthe Kjær kan blive ved med at fyld festivalpladserne med unge mennesker. Det er det her, de unge vil have, konstaterer Henrik med et stort smil.
At netop denne musikgenre er populær blandt vores lidt ældre medborgere, er næppe en stor overraskelse, og her har Henrik også fundet en ny “legeplads” at folde sine evner som DJ og entertainer ud.
- Jeg er begyndt at tage ud at spille på plejehjem, bosteder og handicapcentre. Her er det Giro 413-musikken, der er på playlisterne, og det hitter bare hele vejen rundt. Man kan bare mærke, at den musik her sætter noget i gang hos de ældre og de demente. Der liv og galde dage, fællessang og masser af hygge, når jeg spiller de go’e gamle danske klassikere, fortæller Henrik.
DJ Ris Ras her sammen med sit store idol, DJ og radiovært gennem en menneskealder, Jørgen de Mylius. Privatfoto
Musik tænder lyset hos folk
Han husker en ganske speciel oplevelse han havde på et lokalt plejecenter, hvor han spillede “Under stjernerne på himlen” for nogle demente beboere.
- Her vågnede de pludselig op, der kom liv i øjnene. Det var ligesom de blev tændt igen. Det var en meget stærk og meget rørende oplevelse, fortæller Henrik,
- Jeg kan rigtig godt kan lide at interagere med de ældre. Det giver simpelthen en masse energi og er meget livsbekræftende. Jeg fortæller gerne historier om kunstnerne og deres liv og får den vej rundt involveret publikum. Vi snakker årstal, titler, kunstnernavne osv., og det fungerer rigtig godt. Her investerer jeg gerne en masse ekstra power i mit show, for det kommer godt igen i form af et medlevende og deltagende publikum, konstaterer den rutinerede DJ.
Spiller over stort set hele landet
Henrik har gået og puslet med ideen om at udvide sit faste pop-segment med Giro 413-nichen. Faktisk allerede før coronaen dukkede op, lå der nye planer på den 56-årige DJs skrivebord om at gå ombord i Giro 413-musikkens fortrinligheder.
- Jeg fik lige startet op, men så kom coronaen, og så skete der jo ikke rigtig noget i knap et par år. Men nu er jeg i gang igen og det er gået rigtig godt. Efter en fin opstartsfase har jeg fået godt gang i den og spiller over stort set hele landet. Men vi er mange om buddet, så der er hård konkurrence, pointerer Henrik.
Han kører altså lige nu flere koncepter, når han er ude ved forskellige fester og events – og det er lige fra almindelige fødselsdagsfester til større events. Henrik har i nogle år eksempelvis været i Malaga, hvor han har varmet op til Thomas Helmig og her i 2023 var det så TV 2, der var på scenen for DJ Ris-Ras.
Se video fra Giro 413-konceptet her:
Fra 6000 publikummer i Malaga til 25 på Fyn
- Det er godt nok en fed oplevelse at stå og spille foran 6000 mennesker, inden Helmig går på. Det kan bare noget, men det kan det altså også, når jeg står og spiller foran 25 glade ældre medborgere på et plejecenter på Fyn. Det er to vidt forskellige ting, hvor man møder alle områder af mennesker og spiller musik for dem. Det er meget spændende og meget givende, siger Henrik.
Apropos TV 2, så var det en speciel oplevelse at varme op til netop dette 80’er kultband.
- Den allerførste single jeg købte tilbage i 1983 var ‘Popmusikerens Vise’ med TV 2 – og så stod jeg pludselig nede i Malaga 40 år efter og varmede op til dem. Det var helt vildt, lyder det med begejstring i stemmen fra den festlige pladevender.
Living the dream
Henrik er i snit ude at spille cirka 4 gange om måneden, og han erkender, at det er hårdt med de skæve arbejdstider – men samtidig elsker han det også.
- Jeg er “Living the dream”. Det er det her, jeg gerne vil, og som jeg elsker at lave. Og ved du hvad, det er helt vildt sjovt at stå ude og spille for en flok unge, hvor jeg kan kombinere både 80’er musikken og Giro 413-musikken – og de er vilde med det. Det er helt fantastisk, konstaterer en bredt smilende Henrik.
Han kan i 2024 fejre sit 40-års jubilæum som FJ, det sker nøjagtigt den 28. oktober 2024, og hvad der skal ske i denne fine anledning, vender vi stærkt tilbage med her i spalterne.
Indtil da: Keep on rocking and making fun, Mr. Ris-Ras.
Glæder mig til du stiller med et remix, hvor Prince synger Bamses ‘I en lille båd, der gynger’, smiley!