4000 km på to hjul: Lokal motorcykelklub på langfart

I 2020 havde medlemmerne af motorcykelhyggeklubben ”Torsdagsturene” planlagt en lang tur til udlandet gennem Tyskland, Holland og Frankrig. Men det setup blev ødelagt af coronaen, der sendte motorcyklerne tilbage i garagerne. Men nu skal det være, og torsdag klokken 8.00 trillede en flot kortege ud fra Bøgetorvet i Give med kurs med sydligere himmelstrøg.
 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: På selve Kristi Himmelfartsdag var der et herligt og lidt usædvanligt morgenleben på p-pladsen foran Gives smukke kirke. Her trillede den ene flotte motorcykel efter den anden ind på brostenene, hvor de blev stillet sirligt op i en flot lang række. To BMW’er, to Yamahaer og en Honda.

Og de fine maskiner og de prægtige herrer og den ene kvinde, der havde motorcyklerne med, var ikke kommet for at fejre Kristi Himmelfartsdag, men for på motorcyklerne i samlet flok at drage på langtur med kursen mod de lidt mere sydlige europæiske himmelstrøg.

Og de glædede sig, for de havde ventet i tre år på endelig at komme afsted igen, efter at den i 2020 planlagte tur blev aflyst på grund af coronapandemiens huseren.

Har ventet i tre år på at komme afsted

- Det hele var planlagt ned til mindste detalje, ruten var lagt, hoteller booket osv., men så måtte vi altså desværre aflyse i sidste øjeblik. Og sådan var det så de næste par år også, men nu tager vi revanche, og vi ser frem til endelig at komme ud på en god lang tur igen, fortæller Claus Nielsen fra ”Torsdagsturene”. Det er nemlig den navn, den lokale motorcykelklub har.

- Vi samles her på Bøgetorvet hver torsdag enten 17.30 eller 18.30, og så kører vi en tur på cirka 150 kilometer. Her er det altid målet at ramme et sted på ruten, hvor vi kan få en lækker is, og det projekt lykkes vi da også med hver gang. Da vi startede klubben her op for 16-17 år siden, var vi 15-16 medlemmer, men nu er vi kun seks tilbage, så der er bestemt plads til flere, hvis det skulle have interesse, siger Claus Nielsen.

Han har lagt en rute der på dagen fører gruppen fra Give til Hildesheim lidt syd for Hannover, en tur på cirka 500 kilometer. Derefter går turen til Delft i Holland, videre til Saint-Quentin i Frankrig, herfra til bjergområdet Ardennerne, hvor gruppen opholder sig i tre dage for at opleve en masse naturskønne op- og nedture i det kuperede terræn, inden det atter går hjemad via Mosel og Hannover til Give.

Dagens rejsehold bestod af Claus Nielsen, hans hustru Linda, Carl Aage Raundahl, Niels Jørgen Pedersen, Folke Jensen og Erik Bering Larsen.

 

 Så er Team Torsdagturene klar til afgang fra Bøgetorvet i Give. Holdet bestod af Linda Nielsen, Claus Nielsen, Carl Aage Raundahl, Niels Jørgen Pedersen, Folke Jensen og Erik Bering Larsen. Foto: Jim Hoff

Hellere køre end reparere

- Linda er med som teamets sekretær og praktiske gris. Hun har styr på det hele, og så kan vi egentlig bare koncentrere os om at køre. Så er der god tid til at hygge sig og fortælle en masse anekdoter og røverhistorier – helt som vi plejer, når vi er sammen. For vi hygger os nemlig rigtig meget sammen. Vi har efterhånden kendt hinanden i mange år, så vi har udviklet nogle gode venskaber med en god kammeratlig, humoristisk tone – og masser af god ’værkstedshumor’, konstaterer Claus med et stort smil, mens resten af delegationen nikker bifaldende.

Modsat visse andre MC-klubber er der her ingen hakkeorden oplistet efter, hvilken maskine man kører på. Her er alle lige – og lige gode.

- De maskiner her er store touringmaskiner, og vi har et valgsprog, der hedder, at ”vi hellere vil køre end reparere” – og så kan du jo nok regne ud, at vi her hentyder til de ældre veteranmotorcykler, hvor der går mere tid med at skrue på maskinerne end at køre på dem, lyder det fra Claus med et stort smil, mens gruppen bestiger de fem prægtige maskiner og gør klar til afgang fra Bøgetorvet.

Så skal der tankes op på nye røverhistorier

Ruten er generelt funderet på kørsel på mindre veje, og man undgår meget konsekvent grusveje- og helst også motorveje.

- Men ok, hvis vi føler, at nu skal vi have fart på for at nå frem til et hotel i ordentlig tid, så kan det ske, at vi hopper over på en motorvej og skruer op for gassen, lyder det fra gruppen, inden de med et lækkert vrooom, vrooom sætter i gang og triller ud fra Bøgetorvet med et par friske royale vink og kursen sat mod den dansk/tyske grænse.

Turen varer frem til næste fredag, hvor ”Torsdagturene” atter rammer Give – og mon ikke de respektive familiemedlemmer til de friske langtursfarere kan belave sig på at skulle lægge øre til en masse nye anekdoter og røverhistorier hen over frikadellerne de næste mange uger.