Arkitektfirmaet Give Huset – så meget mere end et typehusfirma

Når man har været en velkonsolideret virksomhed på en lokalegn som Give i over 60 år, kan der sagtens ”gå plejer i den”. Da Give Huset i 1960 med Jens Sandgaard Pedersen i spidsen åbnede Give Huset, var det med det klare udtryk, at der her var tale om et typehusfirma. Og den label er i hvert fald lokalt blevet hængende ved virksomheden ind i 2000’erne. Men virksomheden kan så meget mere end at bygge arkitekttegnede huse. Og det kan du læse mere om her.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GIVE: Arkitektfirmaet Give Huset er en fast og veletableret størrelse her på Give-egnen og har været det i nu 63 år. Den slags historisk tyngde borger for kvalitet. Men samtidig skal man også huske på, at firmaet nu har haft tre ejere, og at der ved hvert ejerskifte er sket en videreudvikling af virksomhedens koncept.

Grundlægger Jens Sandgaard Pedersen etablerede firmaet som et rent typehusfirma, og da sønnen Carlo overtog i 1976 efter sin far, begyndte han at arbejde mere i en retning af individuelle huse, som blev tilpasset den enkelte families behov og ønsker samtidig med at typehuskonceptet kørte videre.

Fra typehuse til alle slags opgaver

I 2011 overtager Rasmus Pihl Give Huset, og det er så her, de næste skridt i udviklingen af virksomhedens koncept for alvor tager fart.

- I perioden fra 2011 og frem til 2016 gik vi mere og mere ind i at løse en bred vifte af byggeopgaver for folk. Det kan være tilbygninger, ombygninger og besøg ude hos husejerne, hvor vi kigger på hvilke muligheder, der i deres huse for at bygge lidt om, renovere osv. Samtidig har vi også løbende fået flere og flere opgaver ind, hvor vi hjælper lokale håndværkere med byggeansøgninger, færdigmeldinger og faktisk også hele projektforslag. I dag er kravene til den slags blevet mere og mere komplicerede, og det er uanset, om du skal bygge en carport eller en herskabsvilla, og det er her vi går ind og guider private og håndværkere gennem junglen af komplicerede regler, siger Rasmus Pihl og tilføjer:

-  Og at vi også gør det her, det er vigtigt for mig at få udbredt – ikke mindst her lokalt. Mange af vores udenbys kunder bruger de her services, og de lokale håndværkere er også godt med i det her, men de private lokale folk, tror som sagt at vi ”kun” er et typehusfirma.

Selvbyg, medbyg og færdigbyg

I 2016 indfører virksomheden så begreberne ’selvbyg’, medbyg’ og ’færdigbyg’.

Selvbyg-metoden er for gør-det-selv typen eller den uddannede håndværker. Her er Give Husets kompetente arkitekt og konstruktør hjælper og rådgiver hele vejen, så man er velinformeret og parat til selv at bygge dit hus. Her får man hjælp med byggeansøgninger og myndighedstegninger, byggetekniske tegninger og generel rådgivning

Ønsker du at gøre brug af medbyg-konceptet, sørger Give Huset for at bygge kundens nye råhus. Man udfører resten selv. Det kan være, at man er lidt af en handyman og gerne selv vil stå for dele af udførelsen på sit nye hus.

- Vi kalder det medbyg, fordi du skal selv hjælpe. Måske du selv kan udføre EL-entreprisen, male eller indsætte køkken – hvad som helst. Give Husets arkitekt og konstruktør står for rådgivning, tegninger med videre og et fast team af kompetente håndværkere bygger resten af huset efter aftale. Igen hjælper Rasmus og hans folk med ting som byggeansøgninger og myndighedstegninger, byggetekniske tegninger, rådgivning, håndværkere, en overordnet byggetidsplan og et byggebudget

Halvdelen af entrepriserne er færdigbyg

Konceptet færdigbyg taler nok for sig selv, for her handler det om, at Give Huset bygger kundens hus fra start til slut, som man kender det fra andre typehuse. Når huset står færdigt, får man overrakt nøglen. Så enkelt er det. Igen får man hjælp til byggeansøgninger og myndighedstegninger, de byggetekniske tegninger, rådgivning, håndværkere, en overordnet byggetidsplan og byggebudget – og så kan man eller stræde ind i et nøglefærdigt hus.

- Som det er i dag ligger 50 procent af vores opgaver på færdigbyg, 20 procent på selvbyg og 30 procent på medbyg. Igen er det typisk udenfor Give-området, at der ligger klart de fleste med- og selvbyg entrepriser, og det er jo her, at vi gerne vil ind med flere lokale opgaver omkring selv- og medbyg. For vi vil det lokale, vi vil støtte lokalt, og det gælder også i vores valg af håndværkere. Ved at bruge lokale håndværkere sparer vi CO2, og denne grønne tankegang er også vigtig for os. Og så er der jo hele vores historik, vi er et lokalt firma placeret her midt i lokalområdet, pointerer Rasmus Pihl.

Masser af muligheder i gamle huse

Der er kommet meget nyt på programmet i Rasmus’ tid hos Give Huset. Man kører med et bredt og varieret program med arkitekttegnede huse, hvor man starter fra bunden hver gang. Og så er der hele rådgivningsdelen, hvor Rasmus og hans folk på timebasis tilbyder en bred vifte af uvildig rådgivning omkring de indledningsvist omtalte temaer, ligesom Rasmus også gerne tager ud og tager en snak med folk om, hvilke muligheder de har i forhold til ombygninger/tilbygninger og renoveringer – og hjælper med at få styr på de relevante ansøgninger og tilladelser.

- Det er faktisk rigtig spændende arkitektfagligt at komme ud og se på muligheder i folks huse. Personligt elsker jeg gamle huse og at se på, hvilke muligheder der kan være for at lave noget rigtig spændende. Jeg kommer med et frisk bud på, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der skal laves ansøgninger til.

- Her taler vi timepris, men vi tilbyder også mulighed for en pakkepris, hvis kunden selv har styr på tegninger/grovskitser af det der ønsker optegnet og søgt om. At der er styr på en eventuel lokalplan, er klar med et måleblad for grunden, fladenivellement, private servitutter på grunden og er klar med en kloakplan. Med alt dette på plads gør det jo det hel lettere for os. Og alt det her kan man læse meget mere om på vores hjemmeside, forklarer Rasmus.

Gode lokale jyske håndværkere

Som udgangspunkt opererer Give Huset med gode kompetente lokale håndværkere med en god jysk accent. Mange af håndværkerne/firmaerne har en lang historik med Give Huset, og det er folk, der stiller med en høj håndværksmæssig kvalitet.

- Håndværkerkvaliteten er ekstrem stærk her på egnen, og vi er ikke låst af valg af leverandører, Det betyder, at vi kan vælge det bedste af det bedste både med hensyn til håndværkere og materialer – og ja, det koster lidt mere, men vi stræber altså efter at være de bedste, ikke de billigste. Dertil kommer, at Give Huse generelt vurderes højere end klassiske typehuse – også her i byen, og et Give Hus bevarer også sin værdi, understreger Rasmus.

Og så fik vi vist lige på plads, at arkitektfirmaet Give Huset er så meget mere og noget andet end et klassisk typehusfirma. Her har man hele pakken.

Give Husets hjemmeside finder du her